© bilmagasinet.dk

Toyota Prius 1,8 Hybrid

Seneste generation er hybridbilen med den brede appeal

1. december 2009 af John Sørensen

Det er miljøudfordringernes år for bilindustrien: Hvad bliver svaret? El, gas, brændselsceller, biobrændstof eller noget helt femte? Svaret er i min optik et kludetæppe af løsninger, hvor mange bække små giver løsninger på store problemer som f.eks.CO2-udledningen.

I lyset af udviklingen har Toyota haft et af deres svar på rede hånd siden 1997: El/benzin-hybridmodellen Toyota Prius. Nu er tredje generation her. Og dette til glæde for flere end førhen, skulle jeg hilse og sige fra presseturen. For anden generations Prius (2004-2009) var kedeligt designet, dyr og så trist kørende, at kun i alt 270 danskere har gidet købe en.

Det bliver der ændret på nu. For selv om det stadigvæk koster fra 375.000 kr. at blive Prius-ejer, får man noget helt andet for pengene i dag. Så meget har Prius ændret karakter, at den måske kan ses som alternativ til en ny Avensis 1,8 i garagen.

Tag bare udseendet: Måske er det miljømedvinden, jeg ved det ikke. Men den nye Prius har kant, personlighed og viser stil uden at bøje nakken. Stadig for fed om hofterne, javist - men med 17”-hjul er den faktisk ok. Og kabinen: Trods hårde plastflader (efter sigende for at spare vægt) er interiøret futuristisk/sexet på den gode måde a la biler i en veldrejet sci-fi-film, og det kan vi li'.

Panikken breder sig først, når jeg får lyst til at starte dette drivhus af venlige miljøtanker. Øøh, starter gør jeg faktisk slet ikke. Tænder bare for strømmen, og med den lille ækelt-blå gearvælger i Drive går det lydløst af sted med el-motorens 82 hk. Op til lidt under 50 km/t kan jeg køre på ren el-drift, først derefter tager benzinmotoren på 98 hk fat. Det lyder af ingenting og føles også ret underligt. Men i byen, i køen - der ser man meningen.

Ude på den åbne vej kan man så vælge Eco-Mode, hvor benzin og elmotor danner fælles front. Samlet maks.-effekt er 136 hk og det gør Prius ret hurtig med 0-100 km/t på 10,4 sek. Bare kedeligt med den milliongears-løsning, der gør lyden ved acceleration til en enstrenget oplevelse og minder mig om en kobling, der fedter.

Men den kan køre, for dælen! Dels er hybriddriften meget sofistikeret, så man knapt mærker overgang fra el til benzin, og bremserne har trods energioplagring ingen sære sideeffekter udover en shooosh-lyd. Og dels er det dynamiske indtryk bedre end før, hvor alt i Prius foregik med en underlig distance. Prius III er komfortabel som en almindelig mellemklassebil, der er mere plads, motoren er blevet stærkere og forbruget er sænket, så jeg nu kører 25 på literen og brænder kun 89 gr. CO2 af pr. km.

Men om den nye Toyota kunne jage en Passat Blue Motion ud af min garage er en anden sag - jeg kan jo ikke få jydekrog på Prius’en.

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...