Biltest af Toyota MR2 SMT
Biltest af Toyota MR2 SMT© bilmagasinet.dk

Toyota MR2 SMT

Sekvens med komfort

21. juni 2001 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager

SMT-gear i Toyota MR2 fungerer godt - men det er ikke sportsligt

SELV OM MAZDA MX-5 har over 10 år på bagen, er den stadig den fedeste i roadster-klassen, og det har den nye Toyota MR2 ikke kunnet ændre på. Først og fremmest er Toyotas sidestykke mindre brugbar på grund af den ringe bagageplads, men også når det kommer til køreoplevelsen, savner man den balance, som gennemsyrer Mazdas legendariske Lotus Elan-kopi.

Spørgsmålet er så, om Toyota nogensinde har sigtet på MX-5 med MR2. Navnet antyder faktisk, at det ikke er tilfældet. MR2 betyder Midship Runabout two-seater (centermotor-smuttursbil med to sæder). Smuttur lyder i hvert fald mere hyggeligt end sporty i mine ører, og den nye SMT-version underbygger antagelsen.

SMT står for Sequential Manual Transmission (sekventiel manuel gearkasse), hvilket svarer til Alfa Romeos Selespeed. Det er en manuel gearkasse med automatkobling og elektrisk gearskifte, som på MR2 kan betjenes enten med forkromede, fjederbelastede gearstang eller med knapper monteret for (gear ned) og bag (gear op) på rattet på både venstre og højre rat-ege. Som resten af bilen antyder systemet, at det kan bruges til sporty kørsel, men både præstation og funktion er mere hyggelig end sporty.

SMT-versionen er således væsentligt langsommere fra 0-100 km/t end den manuelle version (0-100 km/t på 9,2 i stedet for 7,9 sekunder), og det skyldes, at gearskiftet er lagt komfortabelt ud.

Både igangsætning og skift foregår således langsommere, men også blødere og mere behageligt end i Alfa Romeos Selespeed-modeller. I modsætning til i italieneren kan det lade sig gøre at lave umærkelige gearskift i MR2 SMT, og det er rart ved daglig brug, hvor Toyota MR2 gør sig godt, lige bortset fra den manglende bagageplads.

Så meget desto mere kan man undre sig over, at Toyota ikke har lavet en Auto- eller City-knap til fuldautomatisk funktion, som Alfa Romeo har gjort det i 147 og 156 Selespeed. Hertil kommer den kendsgerning, som kollega Karsten Lemche nævnte i sin præsentations-artikel om MR2 SMT: Den har ikke antispin endsige ESP og det er faktisk påkrævet. Under alle omstændigheder ville jeg klart vælge den hurtigere MR2 med standard-gear.

Toyota MR2 SMT 366.996 kr.

Tekniske data
Motor: R4 16V, 1.794 cm3. Ydelse: 140 hk v. 6.400 o/min. 170 Nm v. 4.400 o/min. Acc. 0-100 km/t: 9,2 sek. Topfart: 210 km/t. EU-mix: 13,5 km/l. Årlig ejerafgift: 2.900 kr.

Totaløkonomi:
Små cabrioleter holder prisen godt, men SMT-gearet gør næppe noget ekstra for MR2. Efter tre år og 50.000 km har den tabt 132.000 kr. (36 pct.)
Reservedelsindeks: 113
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 866 kr.
30.000 km: 1.733 kr.
45.000 km: 866 kr.

Vi synes:
Sporty roadster uden sport

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...