Biltest af Toyota Corolla  1,4 Linea TERRA
Biltest af Toyota Corolla 1,4 Linea TERRA © bilmagasinet.dk

Toyota Corolla 1,4 Linea TERRA

Toyotas guldæg

23. juni 2000 af Bilmagasinet

Af: Thomas Wulff

Ny 1,4 VVT-i motor er et frisk pust i Toyota Corolla

I MERE END 30 år har Toytota Corolla imponeret med sin gode kvalitet, sine lave driftsomkostninger og sit fornuftige værditab. Det nyeste skud på den udødelige stamme bliver med garanti ingen undtagelse. Det skal en ny front, nye eksteriør- og interiør-farver, fuldt opdateret sikkerhedspakke samt listen over ekstraudstyr, der er lang som en selvangivelse, nok sørge for. Endvidere er den slatne undervogn strammet op, og nye VVT-i motorer er kommet til.

Efter en uges tid bag roret af Corolla Hatchback 1,4 er der da heller ikke meget, der trækker ned på helhedsindtrykket. Bilen er blevet pænere at se på - bestemt, men endnu vigtigere er det, at den kører fortræffeligt. Uden de store dikkedarer transporterer den japanske folkevogn dig troligt frem og tilbage til og fra arbejdet og ned til den lokale Netto.

Ikke engang en tur rundt på Køreteknisk Institut i Roskilde kunne fremkalde løftede pegefingre fra dommerbordet. Og netop det er måske charmen ved den lille japaner. Den er bygget til at være et transportmiddel og intet andet.

Indvendig er der heller ikke sket de store ændringer med Corollaen. De forskellige knapper og funktionsgreb sidder, hvor de skal, og hele molevitten fungerer upåklageligt. Helt i Corollaens ånd.

Under hjelmen ligger den nye 1,4 liters motor med VVT-i motorteknik. Det nye variable ventilstyringssystem skulle gerne bevirke mindre forurening, lavere benzinforbrug og forbedret trækkraft.. Motoren yder 97 hk. hvilket er mere end rigeligt, selv med hele familien på slæb. Den trækker jævnt op igennem hele omdrejningsregisteret, uanset hvilket gear du befinder i. Skal der køres friskt, når Corollaen op på de 100 km/t efter 11,8 sek. og topfarten er imponerende 185 km/t.

Eneste minusser ved bilen er den begrænsede plads ved bagsædet og førersædet, der ikke kan huske indstillingen, efter at det har været fældet frem. Men det er nok også i Corolla’ens ånd…

Toyota Corolla 1,4 Linea TERRA 168.997 kr.

Tekniske data
Motor: R4, 1.398 cm3, 16V. Ydelse: 97 hk. v. 6.000 o/min. 130 Nm. v. 4.800 o/min. Topfart: 185 km/t. 0-100 km/t: 11,8 sek. EU-mix: 14,7 km/l. Ejerafgift: 2.300 kr.

Totaløkonomi:
Salgstallet for Corollaen er stigende, og sammenholdt med japanernes altid fine kvalitet holder det afskrivningen nede på 30 procent over tre år og 50.000 kilometer. Cirka 51.000 kroner.
Reservedelsindeks: 100
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 795,37
30.000 km: 1.749,82
45.000 km: 795,37

Vi synes:
En sikker bil, der trods alt ikke er for kedelig

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...