© bilmagasinet.dk

Toyota Avensis er Årets Brugtbil 2013

Populær Toyota fremhæves af juryen for at være pålidelig, rummelig og praktisk

21. marts 2013 af Mikkel Thomsager

Toyota Avensis er ikke den mest spændende bil på brugtmarkedet, men det er en af de mest fornuftige. Det var den tungeste årsag til, at juryen bag kåringen valgte Avensis som det bedste brugtkøb lige nu.

Den forrige Avensis blev produceret 2003-2009, men juryen peger på årgang 2007 som bedste køb, fordi bilen dét år fik et lille facelift, hvor der blev rettet op på småproblemer som hylende bremser, problemer med forlygterne og dårlig rustbeskyttelse. Et mindre antal ejere fik desuden skiftet vindueslister på grund af for megen vindstøj på de første årgange, men det problem var forlængst overstået i 2007.

”Herhjemme vælger familien Danmark brugt, når de går efter en stor bil. Og her er Toyota Avensis ikke den mest spændende, men den er en pålidelig, rummelig og en meget praktisk bil. Priserne på den tidligere modelgeneration er på grund af en nyere model presset i bund, og man får virkelig meget bil for pengene. Og kvaliteten er i orden, selv rustbeskyttelsen er blandt det bedste, vi har set fra Japan,” siger Karsten M. Lemche, biljournalist fra FDM’s medlemsblad Motor.

 

© bilmagasinet.dk

”Toyota Avensis er den rummelige og behagelige stationcar, som fås til rimelige priser. Mærket har et nærmest legendarisk ry for sin holdbarhed og udvalget af både benzin- og dieselmotorer er stort”, lyder vurderingen fra Christian Schacht, motorredaktør for Jyllands-Posten.

Vores Avensis blev væk
”Jeg kørte til Le Mans og tilbage igen i en diesel-Avensis i den meget varme sommer i 2005, og det var en fremragende langtursbil. Den er ikke særlig sexet og vækker ingen opsigt, men på de lange uafbrudte stræk er den glimrende retningsstabilitet og lave støjniveau noget, der bemærkes. At vi så ikke kunne finde den igen på den enorme p-plads i Le Mans, fordi den er så anonym, er en anden ting,” siger Steen Bachmann, redaktør for Brugtbil Guiden, der personligt stemte på Suzuki Swift som bedste brugtkøb.

Toyota Avensis vandt kåringen foran Honda Civic og VW Golf V. Blandt de egenskaber som juryen fremhæver, er høj driftssikkerhed, lav afskrivning og samlet set lave ejerskabsomkostninger. En BilBasen-analyse viser, at en Toyota Avensis, årgang 2007 koster 2,11 kr pr. kørt km, hvilket er væsentligt lavere end klassegennemsnittet på 2,57 kr/km.

Sidste år var det Honda Accord, der lidt overraskende blev kåret som det bedste brugtbilkøb. Juryen består af 21 motorjournalister fra en lang række medier som Bil Magasinet, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og FDM.

Fakta om Toyota Avensis, årgang 2007

 

* Der er lige nu 120 stk. brugte Toyota Avensis årg. 2007 til salg fra 110.000-200.000 kr.

* Der er 410 stk. til salg af hele Avensis-generationen fra 2003 til 2009

* Der blev solgt 4.601 stk. af Toyota Avensis i 2007

* Reservedelsprisindeks (gennemsnit af 10 udvalgte sliddele sammenlignet med de 10 mest solgte biler): 118

* Serviceprisindeks for modellen: 107

* Totalomkostninger ved tre års ejerskab og 60.000 km kørsel: 2,11 kr/km - alt inklusive

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...