Biltest af Toyota Avensis 1,8 Sol Liftback
Biltest af Toyota Avensis 1,8 Sol Liftback© bilmagasinet.dk

Toyota Avensis 1,8 Sol Liftback

Mere kraft, mindre værdi

21. december 2000

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

Avensis 1,8 har det ekstra, en 1,6 mangler, men det er dyrt købt

VI HAR sagt det før, men gentager det gerne: Biler bliver ikke nødvendigvis bedre af at få en større motor. Men det er rent faktisk tilfældet med Toyota Avensis 1,8 Sol. Avensis 1,6 fungerer godt, men man skal lede, før man finder alle 1,6 liters-motorens talenter. Talenterne er til gengæld til at få øje på i 1,8’eren, der virker præcis så hurtig, som tallene lover. Den er adræt, smidig og villig, til gengæld ryger prisen op i 254.991 kr., når man skal have Sol-udstyret med. Det er i overkanten, for her begynder konkurrenterne at tårne sig op.

Sol betyder elruder bag, tågeforlygter, fjernbetjent radio - selve radioen følger dog ikke med - samt en række optiske forskelle. Desuden er automatisk aircondition standard på 1,8-modellerne. De knap 24.000 kr. for Sol-udstyret kan man med andre ord godt spare, uden at man bliver snydt, og så er en 1,8 Liftback nede i 230.995 kr. eller 18.000 kr. mere end den 19 hk svagere 1,6. Så begynder tingene at hænge sammen - Avensis 1,8 giver det, du mangler i forhold til den lidt generte 1,6, men du bliver langt fra snydt med den lille.

Bagagerummet i liftback-modellen er med sine 510 liter 20 liter større end i sedan-modellen, og takket være den store bagdør er det betydeligt lettere at komme til. I den henseende er Liftback-modellen mere anvendelig, og det giver den et par stærke kort på hånden i forhold til den ikke ret meget større stationcar-model.

Bagagerummet er regulært og let at udnytte, men også uden praktiske indfald af den opfindsomme slags, som kunne skille Avensis ud fra mængden.

Det gør til gengæld det navigations-system, der kan leveres til det musikanlæg, som man forresten også skal købe som ekstraudstyr. Alt er ellers forberedt til den integrerede radio. Display og knapper er på plads fra fabrikken - men selve radioen er der ikke. Til gengæld køber de ekstra penge en radio med god lyd, uanset om man vælger modellen med kassettespiller eller den kun lidt dyrere CD-udgave.

Også navigationsanlægget fungerer udmærket via de eksisterende knapper og display, og merprisen er forholdsvis beskeden. Dermed får Avensis lidt af det ekstra, som man ellers ofte savner i en Toyota.

Toyota Avensis 1,8 Sol liftback 254.991 kr.

Tekniske data
R4 16V, 1.762 cm3. Ydelse: 129 hk ved 6.000 o/min. 170 Nm ved 4.200 o/min. 0-100 km/t: 10,0 sek. Topfart: 200 km/t. EU-mix: 13,5 km/l. Årlig ejerafgift: 2.900 kr.

Totaløkonomi:
Toyota er og bliver et godt køb, men det koster ekstra afskrivning at købe mere udstyr og større motor. Efter tre år og 50.000 km har den tabt 82.000 kr. (32 procent)

Reservedelsindeks: 107
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 778 kr.
30.000 km: 1.790 kr.
45.000 km: 778 kr.

Vi synes:
Ikke nødvendigvis bedre end den billigere 1,6

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...