© Bil Magasinet

Salget af hybridbiler i Danmark boomer som aldrig før

2018 er blevet et nyt rekordår for salget af hybridbiler. Et bestemt bilmærke dominerer statistikkerne med 4 ud af de 5 mest solgte hybridbiler i Danmark.

9. januar 2019 af Mathias Brandt

Med over 12.000 solgte hybridbiler i Danmark i 2018 har salget af hybridbiler aldrig før været højere.

I 2018 endte hybridbilsalget i Danmark på rekordhøje 12.272.

Der er et mærke som dominerer statistikken, og det er Toyota, som kan prale af at stå for 8.993 hybridbiler i Danmark sidste år

Toyota har længe satset på hybridbiler, og det betaler sig. Med rekordsalget i 2018 tegnede Toyota sig nemlig for intet mindre end 73 procent af salget af hybridbiler i Danmark – svarende til omkring tre ud af fire solgte hybridbiler.

Yaris er Danmarks mest populære hybridbil

Danmarks mest populære hybridbil i 2018 blev Toyota Yaris Hybrid med i alt 3.423 indregistrerede biler. Yaris Hybrid har nu været Danmarks mest populære hybridbil i syv år i træk, og seks ud af ti solgte Yaris i 2018 var en hybridbil.

Faktisk kan Toyota prale af, at have intet mindre end fire ud af de fem mest solgte hybridbiler i Danmark.

De 5 mest solgte hybridbiler i Danmark

Toyota Yaris Hybrid: 3.423 solgte biler

Toyota Auris Hybrid: 2.042 solgte biler

Toyota C-HR Hybrid: 1.988 solgte biler

Toyota RAV4 Hybrid: 1.287 solgte biler

Kia Niro Plug-in Hybrid: 1.113 solgte biler.

Kilde: De Danske Bilimportører, bilstatistik.dk 

Danskerne forstår fordelene ved hybridbiler

"Det er en stor glæde at se, at så mange danskere har opdaget de mange fordele, der er ved en hybridbil med dens ekstra høje komfort med automatgear og støjsvage kørsel på ren el, dens bedre driftsøkonomi og ikke mindst dens mindre udledning af skadelige stoffer til gavn for klimaet og miljøet," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark A/S.

Han fortæller, at mange bliver positivt overrasket over, hvor meget af tiden bag rattet på en Toyota hybridbil, der rent faktisk foregår, uden benzinmotoren er tændt.

”Forskningsstudier fra tre europæiske universiteter viser, at over halvdelen af tiden bag rattet på en almindelig hybridbil fra Toyota foregår på ren el, selv om bilen aldrig skal lades op. Det sørger den nemlig automatisk selv for under kørslen, når man bremser eller slipper speederen. Så i modsætning til elbiler behøver man hverken at bekymre sig om rækkevidden eller kæmpe med ladestik, ladestander eller lang ladetid,” påpeger Anders Tystrup.

Toyota forventer, at salget af hybridbiler fortsætter rekordkursen i 2019, men de kommende år vil Toyota helt klart blive udfordret, da flere og flere bilproducenter elektrificerer sine modeller, for at leve op til nye miljøkrav og standarder. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.