© Toyota

Ny Toyota Supra testet: Adræt samurai-kriger med tyske rødder

Vi har testet den nye Toyota Supra uden camouflage og den japanske coupé med BMW-teknik skuffer ikke.

26. maj 2019 af Søren Juul

Toyota Supra på rad og række foran Jarama-banen.

© Bil Magasinet

Hvor?

Vi har fået endnu en invitation fra Toyota Danmark og er tilbage i Spanien, hvor Frederik T. Frey testede en camoufleret prototype af den nye Supra i slutningen af 2018: På den gamle F1 racerbane Jarama ved Madrid. Efter to gange tyve minutter på banen kører vi videre for at teste bilen på motorvej og snoede landeveje med skarpe kurver. 

Hvad er nyt?

Siden sidst har Toyota pillet camouflagen af 5. generation Supra, der endt med at ligne den forførende konceptbil FT-1 Concept fra 2014 ret meget. Platform, undervogn og motor/gearkasse deles med roadsteren BMW Z4 M40i, men udefra er det umuligt at spotte bilernes nære slægtskab.

Supra ser vild ud med en langstrakt motorhjelm, bred sporvidde, muskelsvulmende skærme, aggressive luftindtag og et par sammenknebne baglygter, der giver bagenden et vredt udtryk som Alice Cooper i fuld krigsmaling. 

Toyota Supra bagende

Hvordan er kabinen så?

Har du siddet i en BMW fornylig, føles Supra tysk som sauerkraut, når du åbner døren og dumper ned i det lave, el-justerbare lædersæde i den intime kabine.  Rattet er fra BMW, men med et Toyota nav, skærmen til navigationsanlægget har BMW-grafik og knapperne på midterkonsollen er de samme som i Z4. Men selve instrumentpanelet og luftdyserne til klimaanlægget er skræddersyet til Supra og formår at give bilen sin egen identitet.

Den tyske teknik-donation sørger også for en kvalitetsfornemmelse og ergonomi til sportslig kørsel, som vi ikke er vant til at opleve i en Toyota. En fiks Supra-detalje er de bløde puder på kardantunnelen og dørsiden, som skåner dine ben, når g-kræfterne presser på i hurtige sving. 

Toyota-kabinen er garneret med en del BMW-stumper, men føles alligevel som helt sin egen - især på grund af instrumentbrættet, som er skræddersyet til Supra.

© Toyota
motor Toyota Supra

Den 3,0 liters rækkemotor med turbo yder 340 hk og 500 Nm - præcis som i BMW Z4 M40i.

© Toyota

Fortæl lidt mere om teknikken...

Supra'en har traditionelt haft en sekscylindret rækkemotor under motorhjelmen i generationer. Det har den nye også, men motoren kommer fra BMW. Den er på 3,0 liter og forsynet med en enkelt twin-scroll turbolader.

Effekten er 340 hk og 500 Nm i drejningsmoment, som sendes gennem en 8-trins automatgearkasse fra tyske ZF og videre til baghjulene gennem et elektronisk styret spærredifferentiale  på bagakslen. Undervognen er identisk med den som sidder på en BMW Z4 M40i, men japanerne har selv afstemt fjedre, de adaptive støddæmpere og bøsninger for at skabe en bil, der ifølge en Toyota-ingeniør er hurtigere end en Porsche Cayman S på en bane. 

© Toyota

Hvordan kører den så?

Supra'en æder Jarama's 11 hurtige sving og langside råt takket være masser af greb i forhjulene, et hurtigt styretøj og en fin balance i chassiset, som både gør den stabil når det går stærkt ligeud, stabil under nedbremsninger og ivrig for at stikke snuden dybt ind i det næste sving.

Den har ikke tendens til hverken under- eller overstyring, men kan godt overtales til at vrikke legesygt med bagenden, hvis du masserer speederen og lemper ESC-systemet. Motoren er stærk, smidig og lyder som når den gør tjeneste i en BMW, hvilket de færreste vil brokke sig over.
  
Gearkassen opfører sig eksemplarisk under normale forhold, men her på en bane må skiftene godt falde lidt hurtigere og mere kontant end de gør - især når resten af bilen virker i så god form. 

De fine køreegenskaber kommer ikke på bekostning af komforten. Supra er forsynet med adaptive støddæmpere og når undervognens "normal"-indstilling er aktiveret, slapper bilen så meget af, at man drømmer om at køre på en lang roadtrip i den.

© Toyota

Hvad koster den?

Toyota Supra er prissat til 1.009.990 kr. og kommer til Danmark til sommer i en ret veludstyret "Premium" variant med 19" smedede alufælge med Michelin Pilot Super Sport dæk, 12 højttalere, JBL anlæg, LED forlygter, navigation, adaptiv undervogn, lædersæder og meget andet.

Den bliver dog et sjældent syn på de danske landeveje i år. Der kommer kun 900 stk. Toyota Supra til hele Europa i 2019, hvoraf en lille håndfuld (importøren vil ikke oplyse præcist hvor mange) vil finde vej til danske kunder, som har lagt 15.000 kr. i depositum i slutningen af 2018 og siden blev udvalgt ved lodtrækning til at købe bilen.

Vi synes...

Den nye Supra føles mere tysk end japansk, men det gør den ikke mindre fed. Coupéen ser spektakulært godt ud og køreegenskaberne leverer underholdning både på landevej og bane. 

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...