Video: Derfor er vi så vilde med GR Yaris

Vi har været endnu en tur bag rattet af den nye GR Yaris, som bedst kan betegnes som en rallybil til gadebrug. Se hele videoen af den lille japaner-raket her

8. januar 2021 af Mathias Brandt

Video af GR Yaris

Se hvorfor vi synes, at GR Yaris var en af de største biloplevelser i 2020. 

Du kan også hoppe over på vores youtube-kanal og se mange andre spændende videoer fra bilens verden. 

Hvad koster Toyota GR Yaris?

Den lille 3-dørs hatchback, der har oprindelig er udviklet til rally, bliver ikke billig. 

261 hk, firehjulstræk og sprød 6-trins gearkasse ender lige under en halv million kroner. 

Basisudgaven af Toyota GR Yaris starter ved 499.990 kr., men dertil kommer to udstyrspakker, som kan tilkøbes til GR Yaris. De to udstyrspakker kan ikke kombineres. 

Convenience pakke koster 46.000 kr. 
Dette er den behagelige pakke, der lige øger komforten i GR Yaris. Her blandt andet JBL-højtalere, headup-display og parkeringssensorer. 

Circuit-pakke koster 76.000 kr.
Hvis du gerne vil have det maksimale ud af din GR Yaris, er der ingen vej udenom Circuit-pakken. Her får du nogle vigtige opgraderinger, som gør GR Yaris endnu bedre på en bane. Torsen-differentiale på for- og bagaksel og 18" smede alufælge med Michelin Pilot Sport 4-dæk. 

Hvorfor er GR Yaris så fed?

Svaret er rimelig enkelt – den er kompromisløs og vanvittig sjov. Mekanisk set er den udstyret med verdens mest kraftfulde serieproducerede 3-cylindrede benzinmotor.

Den har en slagvolumen på 1,6 liter og yder 261 hk og 360 Nm takket være hjælp fra en turbo. 

Gearkassen er en 6-trins manuel og er eneste mulighed i GR Yaris. Kronen på værket er et effektivt firehjulstræk, der kan variere kræfterne til for- og bagaksel afhængigt af køreprogram.

Sjoveste bil i "klassen"

Alt dette er i sig selv ikke revolutionerende - snup den nye Golf R, og du vil have en hurtigere firehjulstrukket über-GTI med mere plads. 

Men gjorde du det, ville du også bare have en hurtig Golf, der er sat op til at lave en understyring fremfor en overstyring, når man presser den, da det øger sikkerheden for mindre erfarne chauffører. 

Her er GR Yaris er gået anderledes til værks. Toyota har skabt en et lille kompakt homologeringsbil, der kan køre sidelæns, hvis man vil.

Normal, Sport eller Track?

Den er udstyret med tre forskellige køreindstillinger, Normal, Sport og Track. I “Normal” fordeler den kræfter 60/40 i forhjulenes favør. Sæt den i “Sport” og så bliver sagerne vendt på hoved, så 70 pct. af kræfterne sendes til baghjulene og kun 30 pct. til forhjulene. I “Track” deles kræfterne 50/50, da dette er den mest effektive måde at komme rundt på en bane - men ikke den sjoveste. 

Vil man gerne have det sjovt og lade bilen logre med halen, er det Sport, vi vil anbefale. GR Yaris har kort akselafstand og kan derfor godt være lidt forræderisk i vådt vejr.   

Hvad står GR for hos Toyota?

GR står for Gazoo Racing, hvilket er Toyota’s motorsportafdeling, som både står for udviklingen af gade- og racerbiler. GR er for Toyota, hvad AMG er for Mercedes-Benz. 

GR Yaris er en rallybil til gaden

Det er tydeligt at mærke, at bilen er udviklet af et dedikeret team af motorsportsnørder, som har jagtet den bedste platform for den kommende WRC-rallybil, der grundet Covid-19, først er klar til race i 2022. 

Kigger man på de andre konkurrenter i WRC kan man se, at de forskellige team har taget udgangspunkt i en allerede eksisterende model som Ford Fiesta og Hyundai i20.

Her er Toyota gået anderledes til værks. Det er bestemt ikke nogen underdrivelse at sige, at dette er en rallybil, man har konverteret til en gadebil. Selv om du nemt kan blive snydt af navnet Yaris, så har den nærmest intet at gøre med de drønkedelige Yaris-hjemmeplejebiler der drøner rundt om hjælper folk, der har brug for det. 

Kun sidespejle, for- og baglygter samt antennen er taget direkte fra en almindelig Yaris. Karrossen er fuldkommen sin egen og takket være en 3-dørs konstruktion er den en langt stivere og det er en ting man har brug for, når man gerne vil køre stærkt. 

Hvorfor er Toyota pludselig begyndt at lave sjove biler igen?

Da Akio Toyoda, barnebarnet til grundlæggeren af Toyota, satte sig i stolen som øverste chef for Toyota Motor Corporation tilbage i sommeren 2009, var det samtidig starten på et paradigme-skifte i Toyota-organisationen.

Akio er selv motorsportsentusiast og har racerlicens. Han har deltaget i forskellige løb som 24-timers løbet på Nürburgring med en Lexus LFA prototype – under pseudonymet Morizo Kinoshita. Morizo er altså Akio Toyoda's racerkører-navn.

Akio Toyoda besluttede hurtigt, at det var slut med kedelige biler. Han var træt af, at Toyota i mange sammenhænge blev beskrevet som en virksomhed, som producerer gode, men også kedelige biler. Det skulle der gøres noget ved. Toyotas biler skulle også tale til følelserne og altid være sjove at køre.

Derfor satte han fart på udviklingen af nye, sjove, sportslige biler. Første resultat for kunderne var GT86, der blev lanceret i 2012, og siden er der bare blevet skruet mere og mere op. 

Samme år vendte Toyota tilbage til Le Mans-serien med sin TS030 HYBRID hybridracerbil. Det blev til verdensmesterskaber for konstruktører, men der skulle gå 6 år, inden Toyota i 2018 for første gang stod øverst på podiet efter 24-timers løbet på Le Mans.

GR Yaris er udviklet af Tommy Mäkinen

I 2016 meldte Toyota sit comeback til WRC, VM-serien i rally, med en hårdtpumpet udgave af Yaris. Akio Toyoda var også en afgørende faktor for denne beslutning, og han blev selv dybt involveret i både at skabe selve aftalen med finske Tommy Mäkinen om at stå i spidsen for et nyt rally team med base i Finland og også i selve udviklingen af rallybilen. Den dag i dag er Akio Toyoda stadig formand for Toyotas rallyteam.

Det har derfor også været helt naturligt, at Akio Toyoda også har været dybt involveret i udviklingen af den nye GR Yaris.

Som Toyota siger, så giver rallysporten de bedste betingelser for at kunne udvikle og bygge bedre og bedre biler, da rallybiler bliver testet til det ekstreme under alle tænkelige forhold på veje lige fra asfalt, grus, sne og en kombination af alt dette. Det er en af årsagerne til, at Toyota i det hele taget investerer store summer hvert år i motorsport. 

Her på Bil Magasinet kan vi ikke andet end takke Akio Toyoda for sit engagement. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...