Toyota Yaris 2021
© Søren Juul

Første test: Ny Toyota Yaris skruer op for charmen og sikkerheden

Knapt hvert 3. solgte Toyota herhjemme er en Yaris. Nu er den klar i en ny generation med smart design, muntre køreegenskaber og masser af sikkerhedsudstyr. Få vores førstehåndsindtryk af den populære minibil her.

20. august 2020 af Søren Juul

Den nye Toyota Yaris er landet...

...hos den danske importør i Herlev, så vi har pakket kameratasken og er kørt en tur ud på vores yndlingsveje på Midtsjælland for at se den an.
  
Det står hurtigt klart, at der er sket en masse forbedringer i forhold til den gamle 3. generation af modellen, der siden 2016 har været den mest solgte Toyota herhjemme. Et snusfornuftigt køb, særligt i hybridvarianten, men ikke ligefrem en sprudlende bil at se på eller køre i. Det bliver der lavet om på nu. 

Toyota Yaris 2021
© Toyota

Hvad er nyt i Toyota Yaris?

Vi kan starte med de tørre, kedelige facts: Toyota har bygget den nye Yaris på en ny platform kaldet GA-B (navnet passer bedre på den gamle Yaris...). Det har resulteret i en 4 cm lavere, 5 cm bredere og 5 mm kortere minibil, som også har fået 5 cm længere mellem akslerne.

Det hele er pakket ind i et mere ungdommeligt design. Den nye Yaris ser helt sporty ud, selv i en godmodig hybridvariant takket været det glubske frontparti og hjul, som er rykket godt ud i hjørnerne af karrosseriet.  

Der er også kommet en heftig opgradering af sikkerhedsudstyret, nye motorer og en ny kabine, der er blevet mere behagelig at sidde i og mere moderne at se på.

Læs her hvordan den nye Yaris klarer NCAP Crashtest.

Toyota Yaris 2021

Kabinen er mere festlig end i den gamle. Her er kommet runde digitale "badevægts"-instrumenter i stedet for analoge, mulighed for head-up display og et nyt rat. Dertil mere plads mellem forsæderne og bedre ergonomi bag rattet. Skærmen i midten er 7" eller 8". 

© Søren Juul

Hvordan er kabinen i den nye Yaris? 

Forsæderne er rykket et par cm væk fra hinanden og rattet sidder 7 cm længere væk, hvilket giver en større rummelighedsfornemmelse. Samtidig er nemmere at finde sig godt til rette bag rattet af en Yaris. 


Her er rigeligt med aflæggerum, bløde materialer og design, der syner mere europæisk end japansk. Det eneste, der virker rustikt er grafikken på den trykfølsomme skærm i midterkonsollen.

Der er mulighed for at få et 10" head-up display i farver til at vise hastighed og navi-instrukser på forruden - og du kan få ladt din smartphone trådløst op. Dertil er der Apple CarPlay og Android Auto; desværre kun via tilslutning med kabel.

Toyota Yaris 2021

Loftshøjden er uændret, selvom Yaris er blevet lavere. På bagsædet er pladsen stadig trang - her kan du akkurat klemme en 180 cm høj person ind. 

© Søren Juul
Toyota Yaris 2021

Den nye Yaris er proppet med sikkerhedsudstyr som standard

Vi skal spare dig for at gå i detaljer med de tre udstyrstrin og mange udstyrspakker du kan få til en Yaris. I stedet er det værd at bemærke den sikkerhedspakke, som er standard på modellen. Toyota kalder den for Toyota Safety Sense 2,5 og den er ret omfattende:

  • Automatisk nødbremse, der også holder øje med fodgængere og cyklister.
  • vejbaneassistent
  • vejskilteassistent
  • fjernlysassistent 
  • adaptiv fartpilot med køfunktion 
  • nødstyreassistent (hjælper med at styre udenom om en fodgænger ved en kollision)
  • en 8. airbag mellem forsæderne
  •  vejkrydsassistent, som advarer og bremser, hvis du kører mellem 10 og 25 km/t og er ved at pløje en fodgænger ned i et fodgænger felt. Systemet virker også på modkørende trafik, når du skal svinge til venstre i et kryds.
Toyota Yaris 2021

Den nye hybridmotor i Yaris har nu tre i stedet for fire cylindre.

© Søren Juul

Er der nogle nyheder under motorhjelmen på Toyota Yaris?

Ja, absolut! Du kan få  Yaris med tre 3-cylindrede benzindrikkende motor, hvoraf den ene også får et tilskud el. 

Basismotoren er en 1,0'er med 72 hk. Mellemste motorvariant  – og den som Toyota forventer at sælge flest af  – er den nye 1,5 liters hybridmotor med 4. generation af Toyotas hybridteknologi (den gamle kørte på 2. generation). Den er groft sagt er en cylinderamputeret variant af den stærke 2,0 liters Hybrid Dynamic Force motor fra bl.a. Corolla Hybrid. 

I Yaris er systemydelsen 116 hk, hvoraf elmotoren alene kan levere op til 80 hk. I forhold til den gamle Yaris Hybrid-motor har den et 12 kg lettere litium-ion batteri med øget effekt og større kapacitet. Det gør den i stand til at køre med op til 130 km/t på udelukkende på el i kortere perioder. Hybrid-varianten kommer altid med trinløst CVT-gear.

Der er også en ny 1,5 liters motor uden hybridteknik, som yder 125 hk og 153 Nm, hvilket er et plus på 14 hk og 17 Nm i forhold til i den gamle Yaris.

Læs her om kultbilen Toyota Yaris GR med vanvittige 261 hk

Toyota Yaris 2021
© Toyota

Hvordan kører den nye Yaris?

Vi har prøvet hybrid-varianten, som er blevet langt mere inspirerende og livlig at køre i. Den lavere undervogn, med hjulene sparket godt ud i hjørnerne, boltrer sig fint ud på de snoede veje med en fin føling i styretøjet og et solidt vejgreb. Komforten er også godkendt på motorvejen, selvom der er en del hjulstøj i kabinen. 

Hybridmotoren og CVT-gearkassen i den gamle Yaris var dræbende for køreglæden, men også her er der sket store forbedringer. Den nye motor føles veloplagt og kapper over to sekunder af 0-100 km/t sprinten, som nu tager 9,7 sekunder. Det er nok til at gøre Yaris kvik. 

Det betyder at du træder hårdt på speederen i kortere tid og derved sparer dine ører for den enerhverende lyd, når den trinløse CVT-gearkassen holder motoren på konstante omdrejninger.

Læs den fulde test og konklusionen på vores test af den nye Yaris i et kommende nummer af Bil Magasinet.

Toyota Yaris 2021

Den nye Toyota Yaris introduceres hos forhandlerne til september. Priserne starter ved 139.990 kr. for Yaris 1,0 med 72 hk – mens hybridvarianten med 116 hk er blevet ramt hårdt af nye afgifter (2021) og starter ved 180.990 kr. 

© Søren Juul

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...