Hidtil har du skulle finde en brugt demobil et eller andet sted, hvis du ville eje et eksemplar af den genfødte Toyota Supra for under en million kroner. Nyprisen for den forførende sportsvogn med 340 hk står pt. til 1.029.990 kr.
Nu giver Toyota prisen et gok nedad med den nye GR Supra 2,0, der starter ved 789.990 kr.. Rabatten kommer med en amputation i motorrummet. I stedet for en 3,0 liters rækkemotor med turbo har Toyota installeret en 4-cylindret 2,0 liters rækkemotor med turbo. Den yder 258 hk og 400 Nm og gør også tjeneste i Supra’s tyske og topløse tvilling, BMW Z4 30i, der koster 799.722 kr.

Vi forventer en mindre forførende motorlyd, men køreegenskaberne behøver ikke være kedeligere i den “lille” Supra. Den er også udviklet af Toyota’s motorsportsafdeling Gazoo Racing og så er den 100 kg lettere.
Med 82 hk færre heste stikker GR Supra 2,0 til 100 km/t på 5,2 sek, kun 0,9 sek. langsommere end storebroren med 3,0 liters motor.
Vi kører den på Ring Knutstorp i løbet af sommeren og vender tilbage med en testrapport. Vil du bestille et eksemplar allerede nu, har Toyota åbnet ordrebogen.
Priser og udstyrsvarianter
Toyota GR Supra 2,0 Live
Sportssæder med Alcantarabetræk, 18” alufælge, LED lygter hele vejen rundt, 6,5” multimedieskærm og sikkerhedspakke med automatisk nødbremse, vejskiltegenkendelse, advarsel for vognbaneskift og meget andet.
Pris: 789.990 kr.
Toyota GR Supra 2,0 Sport
Adaptiv variabel undervogn, sportsbremser og et aktivt spærredifferentiale, 8,8" multimedieskærm med integreret navigation.
Pris: 839.990 kr.
Toyota GR Supra 2,0 Premium
el-justerbare lædersæder, trådløs opladning af smartphone, JBL-lydsystem med 12 højttalere og head-up display i farver.
Pris: 889.990 kr.

I kabinen er det svært at se om der ligger 4 eller 6 cylindre under motorhjelmen.