toyota yaris 2017

Finalist i Årets Brugtbil 2021: Yaris Hybrid er for dig, der ikke vil bøvle med opladning af et batteri

Den var Danmarks billigste hybridbil, da den debuterede, og mekanikken i Toyota's mest solgte modelvariant i Danmark har vist sig at være solid

6. oktober 2021 af Steen Bachmann

Juryen bag Årets Brugtbil har udvalgt fem finalister til årets kåring. I år er der valgt bilmodeller fra og med årgangen 2013 til og med årgangen 2018.

De fem finalister er udvalgt af en jury bestående af motorjournalister, teknikere og FDM efter afstemning på baggrund af TCO (totalomkostninger), serviceomkostninger, reservedelspriser, udbud, liggetider (hvor lang tid bilen har været til salg) og tidligere ejeres vurderinger. For Bil Magasinet deltager chefredaktør Mikkel Thomsager og journalist Steen Bachmann.

Finalisterne er i alfabetisk rækkefølge:

* BMW i3
* Hyundai i30
* Mercedes C-klasse
* Skoda Superb
* Toyota Yaris

Toyota Yaris Hybrid
Toyota Yaris Hybrid

Yaris Hybrid var i flere år et interessant valg for dem, der vil have automatgear i en minibil. Gearkassen er af den trinløse CVT-type og har vist sig at være stabil.

© Karsten Lemche

Finalist Toyota Yaris

Hybridvarianten af Yaris har opnået stor succes herhjemme og har vist sig at kunne køre langt på literen i virkeligheden, hvis du kører den med defensiv speederpedal lidt ligesom en elbil. Den har benzin- og elmotor og et lille batteri, der ikke kan lades inden afgang; bilen lader det selv undervejs og kan køre på el op til 20 pct. af tiden i byen.

Bil Revyen 2013 skrev:

"Toyota har banket priserne i bund på de mindste varianter af den nye Yaris med tre døre og 3-cylindret motor fra Aygo. Den mest skrabede version med TL-udstyr fås fra 119.995 kr., og kan i dén grad anbefales frem for en Aygo. Den nye Yaris er 10 cm længere og har 4 cm mere benplads til bagsædepassagererne end forgængeren."

Om hybridvarianten skrev årbogen:

"Prisen sniger sig lige under 200.000 kroner for denne hybrid-udgave af Toyota Yaris, og dermed er det den hidtil billigste hybridbil herhjemme. Bilen kører på en kombination af el og benzin, og kan køre på ren el over en begrænset strækning uden udledning af CO2. Hybridbatteri og brændstoftank er placeret under bagsæderne. Klimaanlæg og automatgear er standard. Dermed er hybriden billigere end dieselen med det samme udstyr."

Toyota Yaris Hybrid
Toyota Yaris Hybrid

FDM har brugttestet 450 Yaris, heraf 55 i hybridvarianten. De bemærker, at 1/3 af alle testede Yaris har haft tærede bremseskiver, især på skiverne bagtil. Det skyldes manglende brug og kan afhjælpes ved bremseservice eller ved rent faktisk at bruge bremsen med jævne mellemrum.

© Karsten Lemche

Toyota Yaris, årgang 2013 (sep) – 2018

Antal til salg 198

Tidligere ejere rating 4,3/5

Reservedelsprisindeks 111 (1,3 VVT-I T2, 2015)

Serviceprisindeks 112 (1,3 VVT-I T2, 2015)

Billigste brugtbil til salg 59.500 kr (1,4 D-4D, 2014)

Gennemsnitspriser 108.000 kr

Antal dieselbiler til salg 9

Antal benzinbiler til salg 189

Liggetider 37 dage

5 finalister til Årets Brugtbil 2021
5 finalister til Årets Brugtbil 2021

Fra venstre Toyota Yaris, Skoda Superb, BMW i3, Mercedes C-klasse og Hyundai i30. Vinderen offentliggøres 14. oktober.

Det skrev Bil Magasinet

Yaris fra 2013 blev faceliftet i 2017. Dengang skrev vi:

En ny udgave af Toyota Yaris er klar til at indtage vejene i Danmark. Det sker denne sidste weekend i maj, hvor samtlige Toyota-forhandlere i Danmark slår dørene op og inviterer indenfor til et kig på og en prøvetur i den nye Yaris, der kan fås fra 115.990 kr.

Alle udgaver af den nye Yaris leveres med Toyotas sikkerhedspakke, der bl.a. indeholder automatisk nødbremse ved hastigheder op til 80 km/t., vognbanealarm, der advarer, hvis du overskrider vejstriber uden at give tegn med blinklyset samt med automatisk op- og nedblænding af fjernlyset.

Selvom der tale om et facelift, gør Toyota opmærksom på, at bilen har fået en omfattende makeover med over 900 ændringer i forhold til den tidligere Yaris. Nyt design, bedre køreegenskaber, en ny motor, der kører længere på literen, og altså Toyotas omfattende sikkerhedspakke som standard er blot nogle af de mange nyheder ved Yaris.

toyota yaris 2017

Danmarks billigste hybridbil

Som den eneste bilmodel i sin klasse kan Yaris fås enten som benzin, diesel eller som hybrid med mulighed for at køre på ren el op til halvdelen af tiden bag rattet uden at skulle lade bilen op med ladestik. Bilen sørger nemlig selv for automatisk at lade batteriet op under kørslen. 

Prisen for hybridudgaven af den nye Yaris starter fra 169.990 kr., og Yaris Hybrid markerer sig derfor – trods de mange forbedringer – fortsat som Danmarks billigste hybridbil.

Helt ny benzinmotor

På motorfronten vinker den nye Yaris farvel til den kendte 1.33-liters benzinmotor og hilser samtidig velkommen til en ny og større fire-cylindret 1.5-liters benzinmotor med 111 hk og et teoretisk brændstofforbrug på ca. 22 km/l ved blandet kørsel.


Priserne for den nye Yaris med 1.5-liters benzinmotor begynder fra 144.990 kr. Det er for udgaven med såkaldt T1-udstyr, der bl.a. byder på centrallås, regnsensor, halogen-forlygter og sædevarme. 

Går man et udstyrstrin op til T2, får man endvidere fjernbetjent centrallås, 7” touch-skærm med Bluetooth til håndfri mobil og trådløs streaming af musik, bakkamera, læderrat, 4.2” TFT-farveskærm i instrumentpanelet foran rattet med trafikskiltegenkendelse samt projektørforlygter. T2-udstyrsvarianten koster fra 142.990 kr. med 1.0-liters benzinmotor.

Man henter dog endnu mere værdi for pengene, hvis man vælger varianten T2 Premium, hvor man for kun 5.000 kr. mere også får automatisk klimaanlæg, 15” alufælge, handskerum med køling, tågeforlygter med kromdetaljer, sidelister, mørktonede ruder og fartpilot med fartbegrænser.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...