Hvor er vi?
En times kørsel fra Frankfurt i den lille tyske by Deidesheim.
Bil Magasinet var inviteret af Toyota

En mørkegrøn Corolla Coupe
Alle bilerne er en del af den tyske Classic Collection. Det hele startede hos hos Peter Pichert. En af de første Toyota-forhandlere i Tyskland, som i 1971 sælger sin allerførste Toyota; En mørkegrøn Corolla Coupe. Årtier efter finder han selvsamme bil i en stald langt ude på landet og netop den grønne Corolla bliver starten på Peters unikke samling af Toyotaer.
Som samlingen vokser begynder Peter at modtage donationer fra hele Europa i form af biler til samlingen. Det ender med 109 biler i alt. Desværre går Peter bort i 2016 og samlingen overgår til børnene, men de har ikke megen interessere i fars gamle biler. Den yngre generation vil gerne køre Toyota-forretningen videre, med salg af nye biler, men de klassiske må væk. Efter lange forhandlinger med Toyota Deutschland ender Toyota med at købe hele samlingen.
I dag har Toyota håndplukket de mest unikke og fragtet dem til Deidesheim uden for Frankfurt – og vi har fået nøglerne til de mange sjældenheder.

Superstjernen - Toyota 2000GT
Kronjuvelen I samlingen er naturligvis også den dyreste og mest sjældne af dem alle. Toyota 2000GT er den første japanske superbil og kun produceret i 351 eksemplarer. Mest kendt blev den i James Bond-filmen ”You only live twice”, hvor Sean Connery og hans japanske medskuespiller Akiko Wakabayashi bekæmper slyngler i Toyotas hjemland. Efter sigende er der kun 15 stk. 2000GT tilbage i Europa.
I 2013 blev et af de 351 eksemplarer solgt på auktion for 1,16 millioner dollars, eller hvad der svarer til omkring 7,7 millioner danske kroner. De sidste par eksemplarer, der har været under hammeren, er solgt en del under dén pris. Toyota Deutschland GmbH mener dog stadig, at deres to eksemplarer er over 1 million euro værd – per styk.

Rallyhelten - Celica GT Turbo Carlos Sainz Edition
Det meste af dagen tilbringer vi bag rattet af den legendariske Celica Turbo 4WD. Eksemplaret her er i øvrigt Carlos Sainz Edition, der kun er produceret i et begrænset antal som hyldest til Carlos’ verdensmesterskab i Rally i netop en Toyota Celica. Læs hele historien i et kommende nummer af Bil Magasinet.
