© Søren Juul

Alle falder på halen over Toyota GR Yaris, er den virkelig så fed?

GR Yaris er ikke perfekt, men så fandenivoldsk og udsvævende, at den både er tiltrækkende og lidt skræmmende på samme tid.

11. juni 2021 af Frederik T. Frey

Det er ikke uhørt, at en bilproducent holder sit ord. Men de fleste vil nok tilgive mig for at have været skeptisk, da Toyota’s øverste ledelse for nogle år siden proklamerede, at det var slut med at bygge kedelige biler. Kimen fik et spirende grundlag i GT86-modellen, der er fejlbarlig, men også underholdning på en simplistisk måde. GR Supra, der blev udviklet i tæt samarbejde med BMW, overbeviste mig efter få omgange på Jarama-racerbanen om, at Toyota ikke bluffede med postulatet omkring de ikke-kedelige biler.

Kabinen er vel­indrettet men anonym i forhold til bilens ekstreme udseende.

GR Yaris er en hård hund

Den nyeste krone på værket har netop fået luft i dækkene, og nøglen til GR Yaris er landet i min hånd. Yaris GR er Toyota’s morskabsfilosofi kogt ind til sin reneste reduktion – ikke fordi det er en god bil i klassisk forstand, men fordi den er hylende morsom fra første kilometer. Jeg er kæmpefan af den forrige Yaris GRMN-model, men hvor den var skarp, sprød og krævede sin mand at få noget ud af, er GR Yaris anderledes.

Hothatch-varianten af Yaris er en vaskeægte homologeringsbil, der skal sikre, at det japanske mærke kan deltage i verdensmesterskabet i rally. Bilen har permanent firehjulstræk, turbo­motor med 261 hk, manuel gearkasse og Torsen-differentialer, hvis Circuit-pakken til 76.000 kr. oveni bilens frapris på 499.990 kr. tilkøbes. Hatchback’en har også et centerdifferentiale udført i aluminium med en elektronisk styret fler­pladekobling.

Køreprogrammer er Alfa & Omega

Den firehjulstrukne Yaris har desuden en række køreprogrammer, der fordeler motorens kræfter mellem de to aksler. Og det er lige præcis her, esset kommer ud af ærmet. GR Yaris har en fornemmelse af gadget over sig, når den på kommando skifter karakter i et valgt køreprogram. Flere hårrejsende manøvrer er så legende lette at udføre med stor hjælp fra den skræddersyede mekanik og tilhørende teknologi, at det i nogle situationer føles naturstridigt.

GR Yaris er vild, voldsom og skideskæg – den er også smådyr (fra 499.990 kr.), men det glemmer du hurtigt.

Ok, den ér fed!

GR Yaris virker som om, den er sat i verden for at give sin fører en fed oplevelse – også selv om han eller hun betjener rat og pedal med dykkersko og boksehandsker. Bilen kan det meste selv, og føreren bliver en form for underholdt passager. Styringen, balancen og feedbacken er ikke så præcis og skarpskåren som i andre GTI’er i denne ­størrelse.

De forhold samt den for høje siddeposition og den tøvende speeder­respons ved lave omdrejninger tilgiver man hurtigt. GR Yaris er befriende frisk, vild og altid i kamphumør – forvent bare ikke en så skarp præcisionsmester som forgængeren, Yaris GRMN.

Læs endnu mere om Toyota GR Yaris her.

Taget på GR Yaris er i støbt kulfiber. Det sparer 3,5 kg sammenlignet med et tag i stål.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...