Tesla S
Tesla S © bilmagasinet.dk

Test: Tesla S (også i radioen)

Uge 39/13 Tesla S HOT

20. september 2013 af Mikkel Thomsager

Efter mindre udflugter i Tesla S med amerikanske specifikationer blev det omsider tid til en rigtig test af en Tesla S i europæisk trim. Den er stort set ikke anderledes end den amerikanske version.

Du kan også høre testen i denne uges bilradio podcast på radio24syv.

Så tør du købe én?

Det store problem er, at hvis du holder af at bruge din bil på ferie elle bare strækninger på mere end 300 km om dagen, så duer den bare ikke. Tesla kan meget vel være den bil nr. 1, som du vil bruge til 95 procent af dit kørselsbehov. Men du er nødt til at have en bil nr. 2.

Tesla S føles så speciel, som du vil forvente af en bil, der starter ved 563.000 kr. (testbilen er den topudstyrede udgave med ekstra batterikapacitet til 751.000 kr.).

Der er nærmest enorm plads alle steder. Bagsædepladsen er overdådig, bagagerummet er stort og kan tilmed konverteres til to barnesæder til børn 15-25 kg (ekstraudstyr), og der er et ekstra bagagerum foran. Førerpladsen er rummelig, midterkonsollen er stor som et bordtennisbord, og hertil kommer den imponerende, opretstående, trykfølsomme 17" skærm, der bruges til stort set al betjening.

Bilen har eget SIM-kort (mobiltelefon), så du er også på nettet med det samme, og uden at koble din egen mobiltelefon op, men der er også mulighed for håndfri mobilsnak.

 

© bilmagasinet.dk

Falder igennem på ét punkt
Hvis du tillader dig at sammenligne Tesla med en BMW 5- eller sågar 7-serie i forhold til plads og luksus-oplevelse, kan man godt argumentere for de. Men der er til gengæld et sted, hvor Tesla falder igennem: Materialerne er generelt velvalgte og overfladerne er flotte, men finishen især i kabinen er langt fra tysk standard.

Til gengæld er køreegenskaberne ikke så ringe. De enorme 21" hjul (som dog er ekstradustyr, 19" er standard) er ikke gode til dårligt underlag. Huller i vejen slår igennem helt til soltaget. Men motorvejskomforten er god, og styretøjet er heller ikke helt tosset. Det virker som om de store hjul har godt fat i vejen også i sving, og styringen virker overraskende neutral.

Accelerationen er vildt imponerende ved alle hastigheder, og 0-100 km/t gøres på 4,5 sekunder. Men man lærer hurtigt kun at bruge den ved helt specielle lejligheder, for en kraftig acceleration over 200 meter hiver nemt fem km af rækkevidden. Og sådan begynder du hurtigt at tænke, selv om rækkevidden er reelle 400 km.

Eksploderende acceleration
Min test gik over 500 km incl. to ture tværs over Sjælland med motorvejsfart. Jeg kørte pænt og overholdt alle hastighedsgrænser, men holdt mig ikke tilbage fra at overhale. Især på landevej er det svært ikke at udnytte det enorme potentiale. Teslaen nærmest eksploderer forbi andre biler.

Ikke desto mindre havde jeg reelle 400 km at gøre godt med, hvilket - til at begynde med i hvert fald - gav mig den frihed til at køre Tesla, som jeg forbinder med at køre bil.

Testbilen havde Clever ladekort, hvorfor det burde være nemt at lade i Clevers efterhånden udbredte net af hurtigladere. Men så enkelt er det ikke. Der er nemlig hele fem forskellile ladestik, og det "Mennekes"-stik, som Tesla-bruger, har Clever kun tre af i Storkøbenhavn. En i Lyngby (foran FDM's hovedkontor!), og to der står 500 meter fra hinanden på Frederiksberg.

© bilmagasinet.dk

Med andre ord: Vil du køre Tesla, skal du etablere din egen ladeløsning, der hvor du bor. Clever har introtilbud på 14.000 kr. for opsætning og montering af stander på din bopæl, og 349 kr. i månedligt abonnement. Du får 1 krone i rabat på hver kilowatt fra Clever, hvilket vil sige strøm til ca. halv pris. Kollega Bachmann har testet Tesla mod en BMW 520d ved helt normal hverdagskørsel, og kom ud med et forbrug på ca. 50 øre strøm pr. km. BMW'en kørte 17 km/l i blandet kørsel, hvilket løber op i ca. 75 øre pr. km.

Med i regnestykket hører, at Tesla er billigere i drift, fordi den er meget mere simpelt bygget op. Du skal have tjekket bremser til service, men det er sådan set også dét, for her er ingen væsker, drivremme eller filtre som på en almindelig bil, der skal skiftes. Der er ikke engang en gearkasse!

Bruger du din bil til ture på under 350 km, der udgår og ender hvor du bor, er Tesla S en særdeles brugbar bil nr. 1. Men det går ikke uden en bil nr. 2.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.