© bilmagasinet.dk

Tesla som leasing-bil

Dansk bilforhandlerkæde leaser elsportsvognen ud fra efteråret

14. juli 2009 af Steen Bachmann

P. Christensen a/s og Tesla Motors arbejder sammen om at kunne tilbyde den eldrevne sportsvogn Tesla Roadster for danske leasingkunder fra efteråret.

Samarbejdet åbner muligheder for, at både virksomheder og private kan få rådighed over elbilen uden at skulle binde et stort beløb i den og uden ængstelse for, hvad der sker, den dag batterierne skal udskiftes.

”Tesla Motors har på kort tid bragt det helt rigtige produkt til markedet. Jeg tror, alle vil blive overrasket over, hvor meget deres miljørigtige teknologi vil komme til at præge resten af bilbranchen i den kommende tid,” siger Peter Christensen, ejer og adm. direktør af P. Christensen a/s.

Tesla Roadster blev præsenteret i 2008, og har vundet design- og miljøpriser verden over. Den er Hollywoods miljøbevidste stjerners mest eftertragtede køretøj, og Matt Damon, George Clooney og Steven Spielberg er blandt de 600 amerikanere, som allerede har fået leveret den CO2-neutrale sportsvogn.

Netop nu leveres de første biler til Europa. Tesla Motors har øremærket 250 biler til det europæiske marked, og de første biler er leveret til de mere end 20 danskere, der har indbetalt depositum på bilen. Reserverer du en Tesla Roadster i dag, leveres den til oktober. Tesla Motors er i skrivende stund den eneste elbil-producent, som kan levere godkendte biler til både det nordamerikanske og europæiske marked.

Prøvekørsel og tilbud på leasing

D. 24. juli vil der være mulighed for testkørsel af Tesla Roadster og nærmere præsentation af det nye koncept, priser og tilbud på kontrakter. Arrangementet finder sted hos P. Christensen a/s, Trianglen 11, 6000 Kolding fra kl. 14-17.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...