Om natten sætter du Tesla i stikkontakten. Husk at begrænse, hvor mange Ampere den skal trække - ellers knalder den sikringerne i huset.
Om natten sætter du Tesla i stikkontakten. Husk at begrænse, hvor mange Ampere den skal trække - ellers knalder den sikringerne i huset. © bilmagasinet.dk

Tesla Roadster Sport

Den sindssygt hurtige udgave af Tesla fungerer fint i dansk vintertrafik

10. januar 2010 af Steen Bachmann

 

At træde speederen i bund i en Tesla svarer til et vandret bungeejump bortset fra, at der ikke er nogen elastik, der trækker dig tilbage igen. Ser du tilbage efter at være startet lidt tjept for grønt lys, vil du se en stillestående trafik, der først er ved at komme i gang i 1. gear. Intet følger med en Tesla fra 0 til 60 km/t. De gæve californiere bag elbilen har så tænkt: Hvad ville en producent af traditionelle sportsvogne gøre? De ville bygge en endnu hurtigere udgave. Så den er her: Tesla Roadster Sport.

Det korrekte navn burde være Slangebøsse Dragster Kanonkugle Edition, for den er så hurtig, at en Audi A8-ejer, der fik en tur i passagersædet, kom med et “uoaaARH!” og holdt meget bestemt fat i den lille, smalle dør, da jeg lukkede op for mobiltelefonbatterierne og den tunede blendermotor med 40 hk ekstra.

Her er to indstillinger: Standard og Performance. Den første hæver rækkevidden til over 350 km, hvis du kører pænt. Den tager imod gassen som en almindelig sportsvogn: En bestemt, øjeblikkelig respons, men dog med mulighed for at køre ­rykfrit. I Sport tager den ved. Du kan dosere gassen ­milimeterpræcist som i en Lotus Exige R, men i modsætning til denne skal du ikke skifte gear eller bekymre dig om omdrejninger: Tesla farer fuldstændig hæmlingsløst af sted før accelerationen tager lidt af på den anden side af 150 km/t på grund af vindmodstanden.

Ikke egnet til trackday
Fra vores Handling Day 2009 ved vi, at Tesla ikke er en trackdaybil. Batterierne egner sig ikke til motorsport og løber hurtigt tør på banen. Det er fuldstændig ligegyldigt i hverdagstrafikken en tirsdag eftermiddag i december i København, hvor en Suzuki Swift-ejer ligger alt for tæt bagved og tager billeder med mobilen. Man vælger sine dueller med omhu, for at køre om kap med en Swift 1,3 svarer til at lade ­Mikkel Kessler bokse mod Bubber. Til sidst bliver Swift’en irriterende og ved grønt lys er det farvel.

Da en gammel Toyota Sportsvan så sender en kæmpe sort sky ud over min Tesla, kan jeg ikke lade være at tænke: Dit store miljøsvin.

Elbilen er fantastisk velegnet til bykørsel med stop’n’go-trafik, og med en rækkevidde på 350 km er der ingen problemer i at bruge den til at pendle til arbejde i. Men først og fremmest: Den hverken larmer eller sviner. CO2-udslippet er 0 g/km (hvis vi glemmer de danske kulkraftværker), så selv miljøhippierne er tilfredse.

Anbefale den? Ja-da
Kan vi anbefale en Tesla? Ork ja, den er 150.000 kr. billigere end en Lotus Elise, som udgør den tekniske basis, og der er tre års garanti uanset km-tal.

Blot skal du have besøg af en elektriker, der kan sørge for ordentlige ladeforhold én gang for alle, så du ikke knalder sikringerne som i mit hus fra 1935, der ikke kunne trække strøm nok.

 

Læs også om muligheden for at privatlease Tesla Roadster.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.