Tesla Gigafactory Tyskland

Bombe! Tesla's tyske Gigafactory stoppes af 7 bomber fra 2. Verdenskrig

De tyske myndigheder måtte ringe til bomberydderne, før arbejdet på den nye Tesla Gigafactory lidt udenfor Berlin kunne fortsætte.

27. januar 2020 af Christian Birkekvist

Elon Musk annoncerede tilbage i november, at Tesla ville udvide med en ny Gigafactory i Tyskland lidt uden for Berlin. Arbejderne fik sig dog lidt af en overraskelse, da de stødte på bomber fra 2. verdenskrig, som ikke var sprængt endnu. 

Hele 7 bomber er blevet fundet i området. Der er tale om såkaldte "forsager", som er en bombe eller granat, der ved nedslaget ikke er detoneret. I amerikanske Tesla's tilfælde kommer bomberne hjemmefra. De er blevet smidt af USA’s luftvåben under 2. Verdenskrig. 

De tyske myndigheder er blevet kontaktet og har været ude for at rydde de sprængfarlige levn fra 1940’erne, så arbejdet med den nye Gigafactory snart kan fortsætte. 

Tesla Model Y

Masser af bomber i Tyskland

Der er ikke noget særligt i at finde forsager i Tyskland. Myndighederne fortæller, at de jævnligt støder på udetonerede bomber fra 2. verdenskrig. 

Det tyske politi oplyser, at bomberne er relativt små i forhold til, hvad man ellers har fundet. Kun omkring 50 kg hver. Til sammenligning fandt man for nyligt én 500-kg's eksplosiv krabat i Köln.

500.000 biler produceret årligt

Tesla's nye Gigafactory skal ligge lidt uden for Berlin i den lille by, Grünheide. Det er den 4. Gigafactory i rækken. Her vil Tesla begynde at bygge Model 3 og Model Y på et tidspunkt i løbet af 2021. 

Tesla forventer at starte med en årlig kapacitet på 150.000 biler og sidenhen øge produktionen til 500.000 biler årligt på det 300 ha store område i Tyskland.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...