Tesla er på Nürburgring for at stjæle omgangsrekorden fra Porsche

Tesla holder pt. til ved Nürburgring, hvor de i øjeblikket kæmper en brav kamp for at tage omgangsrekorden fra Porsche's Taycan. Og i følge rygterne er Tesla godt på vej.

20. september 2019 af Anders Richter

Hvad foregår der?

Der er hektisk aktivitet i området omkring Nürburgring i øjeblikket. Amerikanske Tesla har nemlig sendt to biler afsted til den tyske racerbane. Bilerne har ét formål: At stjæle omgangsrekorden for 4-dørs elbiler fra Porsche. 

Hvem har rekorden?

Porsche Taycan satte for nylig en ny omgangsrekord for 4-dørs elbiler i tiden 7:42 min. Det er en seriøs hurtig tid. Hvis vi skal sammenligne med noget, er det samme tid som racerlegenden Walter Röhrl brugte på at køre banen i en Porsche 997 GT3, som er ved at have nogle år på bagen. 


Hvad er den hurtigste elbil?

Sammenligner vi i stedet generelt med elbiler mangler Taycan dog lidt endnu. VW's konceptracerbil kaldet ID R har nemlig kørt en runde på Nürburgring i tiden 6:05 min, som er rekorden for elbiler. Men husk lige på, at det er altså en rigtig racerbil med enorm downforce, hvor en Taycan er en gadebil med plads til fire personer og en helt respektabelt bagagerum. 

Så hvad sker der lige nu?

Men nu har Elon Musk, som står bag amerikanske Tesla fået nok. Han vil også have en bid af den tyske Nürburgring-kage, og derfor har han sendt to Tesla Model S P100D-prototyper afsted til "Ringen". Bilerne er prototyper til en fremtidig variant, som får tilnavnet "Plaid", og det er tydeligt, de mener det seriøst.

Derfor har Tesla allerede installeret en superlader ved Nürburgring, så bilerne hurtigt kan lades op igen, efter de har været ude at køre omgangstider. Det har Tesla netop proklameret på Twitter med ovenstående foto.

Forskellige bilfotografer, der står ved ringen, har også været hurtige til at hive stopuret frem, og rygterne går på, at Tesla'erne kører omgangstider, der ligger omkring 7:23 min. Hvis det er rigtigt, står Tesla til at snuppe rekorden fra Porsche. Der er bare lige ét problem:

Bilerne, Tesla bruger, er tydeligvis prototyper. De kører bl.a. med nogle bredere fælge end normalt, hvilket også har tvunget dem til at montere skærmforøgere, og bagspoileren er også modificeret for bedre downforce. Ifølge folk på stedet skulle interiøret også være strippet totalt, hvilket igen giver en lavere vægt. Dækkene, de bruger, er Goodyear Eagle F1 Supersport RS, hvilket er en dæktype, ingen Tesla'er før er blevet leveret med fra fabrikken. 

Hvis denne bil sætter en omgangsrekord, kan der sås tvivl om, det reelt er en produktionsbil. Og selv om Tesla'en måske er hurtigere, vil Porsche Taycan stadig have den officielle rekord, da de brugte en standardbil på standarddæk og uden modifikationer. 

Men hvem ved, om Elon Musk har et par tricks i ærmet. Han har jo gjort det før. Fortsættelse følger... 

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...