Sidste chance: Nu sætter Tesla en stopper for gratis opladning

Tesla-ejere har indtil nu kunnet oplade gratis på Tesla's superladere, men efter årsskiftet skal nye kunder betale for det.

8. november 2016 af Mathias Brandt

Så er det slut - fra 1. januar 2017 vil folk som køber en ny Tesla ikke længere have mulighed for at benytte Tesla’s opstillede superladere gratis.

Siden 2012 har folk, der har købt en Tesla ellers kunnet lade gratis, men det er altså slut nu.

Har du allerede bestilt din bil, vil du stadig være omfattet af Tesla’s gratis-opladningsordning, men det gælder desværre ikke de 373.000 personer, som har bestilt og betalt depositum på en Tesla Model 3. Det ser Tesla nemlig kun som et depositum og ikke en ordre.

I den nye ordning vil der dog være lidt gratis strøm at hente, men kun 400 kWh om året, hvilket svarer til lidt over 1.500 kilometers kørsel. Derefter skal folk betale et mindre beløb, for at oplade bilen på Tesla’s superladere. 

Elon Musk lover, at dette beløb stadig bliver lavere end en tilsvarende benzinpris – altså vil det stadig være billigere at lade sin Tesla frem for at køre en benzindrevet bil.

Tesla undskylder den nye betaling med, at den skal finansiere en udbygning af det eksisterende lade-netværk. Lige nu findes der 4.605 Tesla-laderstandere verden over, hvilket kan lyde af meget, men når Elon Musk forventer at producere og sælge en halv million biler i 2020, bliver trængslen for voldsom på de eksisterende standere. 

Idéen med de gratis superladere var også, at folk skulle benytte dem på farten og klare deres daglige opladning derhjemme. Men så snart man giver noget gratis, så får folk et andet forhold til det, og Tesla har oplevet, at flere kunder kun bruger dem og ikke lader derhjemme. 

Derfor er det ikke unormalt at se flere Tesla’er holde i kø ved en superlader. Så der skal ske noget - og afskaffelsen af den gratis service mener Tesla altså er et naturligt skridt. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.