Nu kommer Tesla's hurtigladere

Ejere af den succesfulde luksusbil kan tanke gratis på Tesla's hurtigladere, der dækker hele Danmark

2. juni 2014 af Bil Magasinet

Tesla Motors arbejder på at dække hele Vesteuropa med hurtigladere inden 2015, og i Danmark er arbejdet godt i gang. De seneste hurtigladere er placeret ved henholdsvis Comwell i Middelfart og ved Graceland i Randers.

"Planen er, at der højst skal være 200 km mellem hver hurtiglader. Det er jo ikke gratis at bygge ladestationer og levere strøm gratis. Men vores strategi er, at vi ikke bruger penge på markedsføring, men i stedet bruger dem på innovation, som giver vores kunder en ekstra værdi. Vi kan se på de ladestandere, vi har åbnet rundt om i verden, at det er en god idé. Vi åbner også op for, at andre elbils operatører kan udnytte vores transformatorer," siger Teslas skandinaviske kommunikationschef, Esben Pedersen.

I USA, Norge, Holland, Østrig, Schweiz og Tyskland har Tesla siden sidste år tilbudt gratis opladning, der foregår så hurtigt, at det tidsmæssigt kan konkurrere med optankning af en almindelig bil. Danmark er det første europæiske land, hvor Teslas gratis ladesystem bliver komplet. Inden årets udgang vil man kunne køre store dele af Europa rundt i Tesla Model S alene ved brug af gratis strøm fra Superchargers.

Tesla Model S er nu den mest solgte bil i Norge

Den gratis opladning sker fra Teslas egne Supercharger-stationer. Stationerne kommer til at ligge strategisk placeret med omkring 200 kilometers mellemrum og vil forbinde Europas vigtigste byer. Til sommer vil det ifølge Tesla være muligt at køre fra Trondheim til Milano i en Tesla Model S stort set lige så hurtigt som i en bil med forbrændingsmotor, men uden at forurene lokalt og uden udgifter til brændstof eller fremdrift.

Ifølge Bil Magasinets erfaringer vil du skulle regne med en lavere snitfart på langs af Tyskland end i en moderne benzin- eller dieselbil. Hvis du kører mere end 130 km/t i Tesla Model S, stiger energiforbruget kraftigt på grund af vindmodstanden, hvilket går ud over rækkevidden. Model S har en topfart på over 200 km/t (og kommer lynhurtigt derop), men så suger den altså også strøm som et el-lokomotiv.

Test: Tesla Model S

Med den store batteripakke er Model S ifølge EU-normen angivet til at kunne køre 502 km på en opladning. Under vores test i 2013 kørte vi i snit 350 km på en opladning, hvilket er rigeligt til pendlerbehov næsten uanset afstand til arbejdspladsen.

Verdens hurtigste elbil-lader

Tesla Supercharger er verdens hurtigste ladesystem til elbiler. Det lader Model S med 135 KW, hvilket giver op til en halv opladning (250 km) på omkring 20 minutter. Dette gøres via specielle kabler og ladestandere som oplader batteriet direkte med kraftig DC strøm. Ifølge Tesla vil det på en returrejse mellem København og Skagen blot være nødvendigt at lade 20 minutter. Det ser vi frem til at teste i praksis.

Købere af Tesla Model S med den store batteripakke har adgang til gratis strøm på Tesla's egne standere i hele bilens levetid.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...