Tesla sparkede døren ind til det danske marked tilbage i 2013 med Model S - en luksus-sedan med imponerende specifikationer og teknologi. Batteriet knuste al konkurrence på både opladning og rækkevidde, og bilen blev æret ved Årets Bil i Danmark 2014.
I dag er markedet for elbiler et helt andet, Tesla har selv præsenteret flere modeller siden, men Model S står stadig. Der er siden 2014 produceret et væld af Model S varianter, men i dag laves der kun to: Den almindelige Model S og Plaid.
At vi kalder den ene variant for “almindelig” grænser til en fornærmelse. Tesla har forenklet deres line-up og produktion af Model S, hvilket gør produktionen mere strømlinet og billigere. Derfor findes der nu blot én standard Model S, der til gengæld er proppet til randen med udstyr!

Hvis du er fan af den røde farve, skal du betale 21.000 kr. ekstra.
© TeslaKnap-så-standard Model S
Model S kommer med to elektriske motorer, en motor på forakslen og en på bagakslen, der giver bilen firehjulstræk. Bilens platform er skabt til at effektivisere motorerne og batteriet. Tesla lover forresten, at alle modeller med denne platform kan køre drag-race efter drag-race uden problemer. Kører du til gengæld pænt, kan du opnå en rækkevidde op mod de opgivne 652 km.
De to motorer og enorme batteri sikrer ikke kun, at du i godt vejr og med en rolig højrepote kan køre fra København til Skagen uden stop, men giver også bilen et enormt kraftoverskud. Med hele 670 hk går Model S fra 0-100 km/t på 3.2 sekunder!
Spillestue på p-pladsen
I starten af 2021 fik interiøret en gevaldig overhaling. Den i forvejen enorme center-skærm blev erstattet af en 17” skærm. Derudover får bilen også et nyt kører-display på 12,3”, samt to mindre skærme over konsollen.
Den nye center-skærm har en indbygget computer med godt og vel samme processorkraft som en Playstation 5. Det nye interiør skal ikke blot være luksuriøst, det skal underholde i endnu højere grad - bilen skal dog være parkeret, før der kan games.
Værd at nævne er også lydsystemet i den nye variant. Model S har fået hele 22 højttalere fordelt over kabinen, der får sin saft og kraft fra en 960-watt forstærker!
Tesla Model S Specifikationer:
- Startpris: 1.275.696 kr.
- Leveringstid: April-juni 2023
- Ydelse: 670 hk
- Topfart: 250 km/t
- 0-100 km/t: 3.2 sek.
- Rækkevidde: 634 km (WLTP)
- Batteristørrelse: 100 kWh
- Drivlinje: To-motorer og firehjulstræk
- Vægt: 2069 kg

Test af Tesla Model S Plaid
Titlen som verdens hurtigst accelererende personbil tilhører Tesla Model S Plaid. Det er så hurtigt, at ens hjerne har svært ved at følge med, når den store familiebil skyder afsted.
Med introduktionen af elbiler har danskerne fået adgang til familiebiler, der er lige så hurtige som heftige sportsvogne for få år siden.
Men den nye Tesla Model S Plaid er så ekstremt hurtig, at det er svært at begribe – 2,1 sekunder fra nul til 100 km/t er alt, det tager, og selv om det er en amerikansk måling, hvor bilen ruller, når målingen indledes, er følelsen vild.
Plaid har tre elmotorer med i alt 1.020 hk og 1.430 Nm. Selv om testbilen er monteret med 19” vinterdæk, er det masser af bid i asfalten i det sekund, jeg slipper bremsepedalen og sender den 2,3-ton tunge elbil afsted ned ad langsiden på FDM Sjællandsringen.
Jeg bliver på et sekund indhyllet i et tunnelsyn, hvor mine øjne er stift rettet mod enden af langsiden. Speedometeret viser 192 km/t, og jeg giver bremsepedalen et solidt tråd for at høvle farten af igen.
Model S Plaid er ulækkert hurtig
For at den voldsomme acceleration kan lade sig gøre, blev jeg nødt til at forberede bilen forinden. Bilen sættes i “Drag-strip-mode”, hvorefter jeg fik besked om, at det vil tage 32 minutter, før den er var klar.
I Drag-strip-mode forberedes batteriet, så det har den optimale temperatur, når der skal leveres el under de hårde accelerationer. Kronen på accelerations-værket er, at bilen går i Cheetah-stance, hvor forenden sænker sig, og bilen ligner en gepard, der står på spring.
Det tager cirka 15 sekunder og sker automatisk, når man holder bremse og speeder nede samtidig.
Efter to accelerationer med moderate nedbremsninger fra 190 km/t dukker der en advarselslampe op i instrumentbordet med beskeden: “Bremser for varme - bremseevne reduceret”, hvilket jeg tager som et hint om, at jeg skal til at finde ud på landevejen igen.
Standard leveres Model S Plaid med et sæt stålskivebremser, der måler 395 mm for og 365 mm bagtil, og det er øjensynligt ikke nok, hvis du vil gå til stålet i din Model S Plaid.
Senere i år kan man opgradere Plaid med et sæt keramiske skivebremser. De er ikke kommet på markedet endnu, men i USA lyder prisen på 20.000 dollars, hvilket svarer til knap 140.000 kr. Bremserne skal eftermonteres, og selv om du slipper for registreringsafgift, skal du stadig betale told, moms og arbejdsløn.

Selv om bilen grundlæggende er den samme, er der sket en del med fronten siden 2014, som bilen til højre er fra.
© Bil MagasinetHvad med Yoke-rattet?
At have begge hænder på rattet kommer rimelig naturligt – takket være rattets alternative udformning, Tesla har døbt det Yoke-rat med reference til et fly-rat, som det minder meget om.
Da Plaid blev introduceret, havde den Yoke-rattet som standard. Siden har Tesla tilføjet et almindelig rundt rat og kunder med gamle Yoke-rat kan også få det skiftet. Det gode ved Yoke-rattet er, at det tvinger folk til at holde korrekt på rattet, så man slipper for den trælse Brian-stil, hvor man holder en hånd øverst på rattet.
Men derudover har det også en fordel, når det kommer til udsyn. Det er ganske enkelt nemmere at se, hvad der foregår i bilens instrumentering, og hele oplevelsen bag rattet virker mere luftig.
Ved lave hastigheder er det lidt mere besværligt at betjene, når rattet skal rotere mellem dine hænder. Blinklyset er placeret på rattet og fungerer fint, når man har vænnet sig til det. I det hele taget er ratstammen blottet for betjeningsaggregater, hvilket vil sige, at gearvælgeren nu også er flyttet og betjenes via skærmen i midten.
Læs også: Test af voldsomme Tesla Model X Plaid.
Cockpit-følelse i kabinen
Tesla har også introduceret en ny beta-autofunktion, hvor bilen selv regner ud, om du vil køre frem eller tilbage afhængig af, hvad der er omkring bilen. Så hvis bilen holder med snuden op mod en mur, regner bilen automatisk ud, at den skal gå i bakgear.
Generelt er kabinen støvsuget for manuelle betjeningsmuligheder. Der er ingen justerbare luftdyser, de er gemt i instrumentbordet og skal betjenes via bilens midterskærm.
Den store skærm i midten indeholder mere eller mindre samtlige at bilens funktioner. I sin standardindstilling ligger skærmen lige, men den kan vippes mod føreren eller passageren. Det fungerer rigtig godt og giver en god cockpit-følelse for chaufføren.

Hvad koster Model S Plaid?
Det har aldrig været så “billigt” at få en så hurtig bil, men 1.458.096 kr. er også en slags penge for en elbil. Og i denne kategori af biler synes jeg også godt, at man kan have et vist krav til samlekvalitet.
Tesla har altid fået skæld ud for deres manglende fokus på finish og kvalitet. Jeg synes retfærdigvis, at Model Y og Model 3 er kommet langt med deres kvalitet. Helt samme oplevelse har jeg ikke i denne Model S Plaid.
Rudelisten ved førerdørene kunne pilles af, en samling i instrumentbordet gabte, og overgangen fra instrumentbord til dørpaneler var også skæv i både højre og venstre side.
Det kan godt være, at Tesla har en mere laissez faire tilgang til samlekvalitet end sine europæiske konkurrenter. Men de er stadig verdensmester på deres ladenetværk og i lige så høj grad på reel rækkevidde.
Bilens batteri har en nettokapacitet på 95 kWh, og Tesla lover en rækkevidde på 637 km. Under vores testkørsel klarer Plaid omkring 560 km på en opladning vel at mærke inklusive adskillige accelerationer.
Kombineret med en flot og komfortabelt afstemt luftundervogn er Model S Plaid en fremragende pendlerbil med præstationer som en 16-cylindret Bugatti Veyron.
Vi synes:
Plaid har nogle imponerende overarme og er ekstremt hurtig, men til
1,5 millioner kroner burde den have en bedre finish.
Tesla Model S Plaid:
- Pris: 1.458.096 kr.
- Opbygning: Elbil, 95 kWh batteri, firehjulstræk
- Motor: 3 x elmotor
- Ydelse: 1.020 hk, 1.430 Nm
- Topfart: 270 km/t
- 0-100 km/t: 2,1 sek.
- Rækkevidde (WLTP): 637 km
- Årlig afgift: 740 kr.
- Mål: (L/B/H) 498/196/152 cm
- Vægt/last/påhæng: 2.237/389/0 kg
- Bagagerum: 745-1.645 liter
- Dæk: 245/45R19
- Lanceres i DK: Nu

Bagsædestolene har fin støtte. Midterarmlænet har trådløs opladning.
© Bil MagasinetTidligere modeller på brugtmarkedet
Skal du have fat i en fabriksny Model S, må du væbne dig med tålmodighed. Der er først udsigt til levering i slutningen af 2022. Til gengæld er brugtmarkedet fyldt med ældre Model S’er i et hav af varianter. Vi gennemgår her de tidligere modelbetegnelser.
Først og fremmest skal du have styr på, hvad betegnelserne betyder. Udover ‘Model S’ hedder de tidligere varianter eksempelvis 70, 85D og P100D. Tallet refererer til størrelsen på batteriet i kWh, mens et ‘D’ betyder, at varianten er med to motorer og dermed firehjulstræk.
Et ‘P’ betyder til gengæld, at der er tale om en ‘Performance’ model - altså en model med yderligere kræfter. Derudover er der forskel på varianternes rækkevidde og ydeevne. ‘Long Range’ angiver, at bilen er med størst mulig rækkevidde, da den blev produceret, og ‘Performance’ er den hurtigste variant.
Den første generation af Model S er produceret fra 2012 til 2016, anden generation er produceret fra 2016 til 2021, og i år begyndte produktionen af den tredje generation. Modelbetegnelserne ophørte ved den tredje generation.
Guide til modelbetegnelser:
- 1. Generation er produceret 2012-2016
- 2. Generation er produceret 2016-2021
- 3. Generation produceres fortsat
- Tallet angiver kWh på batteriet
- 'P' står for Performance
- 'D' står for Dual-Motor
- 'Long Range'-modeller har længst rækkevidde
- 'Performance'-modeller har størst ydeevne

Denne variant fra 2017 er den hurtigste Model S fra 2. generation.
© TeslaGiver Model S mening i dag?
Der er ingen tvivl om, at bilen er attraktiv. Den har et lækkert, aerodynamisk design, et batteri som de færreste elbiler kan matche og en fuldstændig absurd ydeevne. Meget taler for, at denne luksus-sedan bør være en varm anbefaling - spørgsmålet er blot, om konkurrencen er blevet for hård.
Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Tesla har lanceret flere modeller siden Model S. Særligt efterfølgeren, Model 3, tilbyder samme mægtige kraftoverskud og sjove gimmicks, men koster markant mindre.
Priserne for den hurtigste Model 3 starter ved 469.900, og for 502.896 kr. fås den nye og rummelige Model Y Performance. Du kan læse om Tesla Model 3 her, og om Tesla Model Y her.
Vi stiller derfor spørgsmålet, om en ny Model S stadig giver mening at kaste sine penge efter. Der er ingen tivl om, at det er en lækker vogn, som sætter baren for innovation og mod i bilbranchen.
Problemet er dog, at den er dyr, og at der i dag er markant flere elbiler at tage med i overvejelserne - og til en million kroner er der mange om buddet. Mercedes tilbyder nu også elbiler i høj kvalitet, og du kan læse om deres elektriske S-klasse her.