Tesla S P90D

Mød Tesla S P90D med 765 hk

Tesla kommer nu med en opgradering til sin model S P85D, der giver bilen 765 hk og sender den fra 0-100 km/t på 2,8 sekunder.

20. juli 2015 af Christian Thestrup

Har du ventet med at købe en Tesla, fordi du synes, at Model S P85D med 700 hk og en tid fra 0-100 km/t på 3,3 sekunder ikke er helt vild nok? Så er her gode nyheder til dig.

Nu kommer Tesla nemlig med en rækkevidde-opgradering til P85D, der giver 5 kWh større batteri. Dermed kommer man op på 90 kWh, hvilket øger bilens rækkevidde med 6 procent, så den nu kan klare 500 kilometer på en opladning ved en hastighed på 110 km/t. Denne opgradering koster i Danmark 25.200 kr., hvis du køber bilen fra ny.

Og har du først investeret i den opgradering, kan det for alvor blive sjovt. Ved hjælp af en nyudviklet sikring er Tesla nemlig blevet i stand til at øge outputtet fra 1.300 til 1.500 ampere, hvilket giver bilen 765 hk og er i stand til at sende den fra 0-100 km/t på 3 sekunder (2,8 sek. ved rullende start, hvor man trækker de første tre fod fra). Opgraderingen gør samtidig bilen i stand til at køre en quatermile (402 meter) på 10,9 sekunder, ligesom 250 km/t bliver nået 20 procent hurtigere end med en standard Model S Performance.

Tesla S P90D

Denne opgradering betyder samtidig et farvel til den berømt ’Insane’-knap, som i stedet bliver erstattet af en endnu mere vild knap kaldet ’Ludicrous’. Denne opgradering koster i Danmark 84.000 kr. Opgraderingerne fås kun til 85 kWh-varianterne, som efter opgraderingen kommer til at hedde S 90, 90D og P90D for den vildeste udgave.

Teslas kommende SUV Model X får i øvrigt samme opgradering, hvilket giver den en acceleration fra 0-100 km/t på 3,3 sekunder. En smule langsommere end Model S, men X er til gengæld også 10 procent tungere.

I en pressemeddelelse siger Teslas administrerende direktør, Elon Musk, i øvrigt, at der lige nu kun findes én knap, der er mere vanvittig end ’Ludicrous’, nemlig ’Maximum Plaid ’. Men den knap gemmer man til Teslas Roadster, som man regner med at præsentere om fire år. Vi kan næsten ikke vente…

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...