Corvette til venstre og Tesla til højre - to lynende hurtige, men meget forskellige sportsvogne© bilmagasinet.dk

Corvette C6 vs. Tesla Roadster

Lynhurtig elbil mod gammeldags V8'er, der kører på, uha-nej, benzin. Kør!

17. december 2009 af John Sørensen

 

De er sorte, de er sportsvogne, og de er amerikanske drømmebiler til knap en million kroner. Men alligevel kunne en Corvette og en Tesla ikke være længere fra hinanden. Så hvorfor ikke lade dem mødes - til en snak om fremtiden og så’n? Smuk tanke, men det gik nu ikke helt så fredsommeligt som planlagt.

Det var jo klart min egen skyld. At tvinge Bachmann væk fra vores elskede amerikaner-ikon Corvette og hen i en 100 procent el-drevet Tesla havde gjort ham helt ja, elektrisk af aggression. Men i sagens tjeneste og al det der føjede han mig. Mit argument: Fordi jeg som den ældste kommer til at uddø sammen med olie-reserverne - mens redaktionens unge håb på godt 40 må se en fremtid i møde, hvor han sandsynligvis skal køre i en… el-bil.

Så naturligvis var der ondskab i luften. Og nu holder vi dér side-by-side: Som en anden firehjulet Nefa-lygte med kryptonit i rumpen har Tesla’en sneget sig op på siden af min skønne Corvette. Respektløst holder den satans el-bil bare der i al sin ildevarslende stilhed, mens jeg pumper fossilt foder ind i Corvettens 6,2-liters V8-motor, der kvitterer med en rumlen og rysten, der burde få racer-Ellerten til at koge over på hele batterihylden. Men nej, Duracel-kaninen ovre i Tesla’en vil andet end vise øko-stil og ren samvittighed. Han vil gudhjælpemig køre om kap! Med mig! I et show-down med min Corvette med manuelt gear og 436 heste.

Det er mere uhyggeligt, end godt er. Men min egen skyld. Og i læsernes tjeneste lægger jeg alt, hvad Corvetten har, ned i asfalten. Pedalen kan ikke presses længere ned, det lover jeg dig. For det gælder et århundredes ære for forbrændingsmotoren og alt, hvad klassisk motorkultur står for. Overfor 6.831 lithium-ion batterier med så kønsløs en trefaset el-motor, at den bil fortjener en henvisning til Jørn Ege.

Grønt lys!
Brøøøølll, puf-puf-puuf. Shit, jeg rammer begrænseren! Manuelt gear i en Corvette - jeg har jo ikke øvet mig, for helv… Det må bare ikke ske, at Tesla’en er hurtigst! Andet gear - hjulspin, Vetten trækker sgu sideværts, da de 575 Nm hamrer igennem ved 4.800 omdrejninger.

På vejen ved siden af mig noget lavt, sort og lydløst. Det er Tesla’en, der hænger på.

Tallene flimrer forbi - tredje gear, NU! Og endelig forløsningen… Ved 160 km/t slipper Bachmann og hans el-bil fra helvede endelig taget i mine haser. Og lader mig triumfere den korte stund, det varer.

På den korte bane har Tesla jo ikke mere end 201 km/t på toppen mod Corvettens 306 km/t. Men i acceleration er el-bilen faktisk hurtigere med ubegribelige 3,9 sekund mod min Corvettes 4,1 for at nå de første 100 km/t.

Corvette hører til fortiden
På den rigtigt lange bane, hvor vi tæller årtier, er det en anden sag. For når/hvis en dag det sker, at de fossile brændstoffer slipper op, så kan Bachmann og yngre bilgenerationer sandsynligvis køre videre på strøm, mens min benzinfordrukne Corvette vil være bedst egnet som genbrugs-hønsehus (der er jo targa-tag).

Fint nok, tænker du måske. Sammen med resten af dem, der faktisk er flintrende ligeglade med, hvad der er under hjelmen. Jeg ved det ikke, men måske er det nemmere for de helt unge at kapere, hvad det vil sige at skifte fra en bil med stempelmotor til en el-motoriseret ditto. De har jo siddet der med deres bundkort i computeren og aldrig brændt fingrene på sodede tændrør, aldrig planet et topstykke. For dem er en motor noget, man tænder og slukker. Ikke et levende maskineri med ventiler, plejlstænger og - ikke mindst i Corvettes tilfælde - en opførsel som en organisme i direkte forbindelse med din speederfod.

Tesla - ikke noget for mig
Din hang til retro-oplevelser kan vi vel klare med syntetisk lyd og et force-feedback rat, lyder det fra de nye tekno-drenge - helt ærligt, jeg tror det ikke. For naturligvis skulle jeg også prøve Tesla Roadster. Med Corvette-nøglen dybt begravet (så Bachmann ikke stak af imens) tog jeg verdens korteste el-bils køretur.

Det tog mig vel cirka 300 meter at indse, at i Tesla blev jeg jo transporteret som i et højhastighedstog. Bevares, helt fantastisk hurtigt. Uden momentopbygning, uden gearskift - bare effektive 185 kilowatt uden en lyd. Men også helt unaturligt. Drej nøglen - klik. Ind med det ene gear, der er - klik. Tryk på potentiometer-pedalen - snurrr. Drej på rattet og kør de 365 kilometer, som Tesla kan, før den skal oplades.

Misforstå mig ikke: Tesla er en ingeniør-bedrift så fantastisk, at man næsten glemmer, at større voldtægt på en Lotus Elise aldrig kommer til at ske. Bilen er delvist baseret på sportsvognen Elise - her er der bare ingenting at elske.

Måske lige bortset fra dét faktum, at det kun koster seks øre pr. kilometer, og at den californiske strømpil slet ikke forurener, hvis elektriciteten kommer fra en bæredygtig kilde.

Alle de rigtigt berømte har allerede købt én. Alle, lige fra gode gamle Hummer-kørende guvernør Arnold til op mod 20 danskere med trang til den seneste teknologi. Du kan vel næsten se Vestas’ hjemmeside for dig, ikke?

Alle argumenterne er tilmed på Teslas side. Brølet fra min Corvette kommer til at forstumme, når olien slipper op. De snakker jo selv om, at den nuværende Corvette bliver sidste generation. Det ændrer bare ikke på, at Tesla mangler nerve. Men det kommer sikkert i en eller anden kunstig form. ‘Tryk knap A for kone-børn kørsel’. ‘Tryk knap B for motorlyd’. Allerede nu kan du jo få biler så lydløse, at der tilsættes elektronisk designer-lyd.

Hjælp os. Gør noget
Ja, undskyld - du ville sikkert gerne have hørt meget mere om, hvordan en Tesla kører. Om at den er af kulfiber og alu, men tung alligevel. Og om hvordan man lader den op, og at det tager en nats tid i stikkontakten. Om at den er afgiftsfritaget og derfor kan købes fra cirka 700.000 kr. Og at batterierne har en levetid på 160.000 km.

Men jeg kan ikke hjælpe dig. Køreturen er slut. De ville jo heller ikke lade os tage el-bilen med til en sammenligning på lukket testbane, hvor den ville lide endnu et køredynamisk knæk, alt for haletung med 500 kg batterier midtskibs.

Nej, du. Jeg vil klamre mig til fortiden og forbrændingsmotoren, så længe det nu går. Enten kører Corvetten mig direkte til dinosaurernes kirkegård. Eller måske finder vi en omvej! Ja, vi stikker sgu af! Hamstrer en masse benzin. Mens vi skjuler os, finder de nok på noget, jeg kan hælde på min benzinmotor. Så bor efter olie, for hulen! Lav noget bio-brændstof! Gør noget! Ellers er Ellerten jo det næste…

Kilde: Bil Magasinet nr. 207

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...