10 nye Tesla'er skal gøre taxabranchen grønnere

Snart er det muligt at blive hentet af en Tesla Model S, når du bestiller en taxa. Det er en del af en grøn omstilling, som taxabranchen har gang i.

30. januar 2019 af Bil Magasinet

Taxabranchen vil gerne være grønnere, og landets største taxaselskab ser et stort potentiale i grønne taxaer.

”Der er ingen tvivl om, at Dantaxi 4x48, har et medansvar for nedbringelse af CO2-udledningen. Det er derfor tilfredsstillende, at Regeringen i det netop offentliggjorte hovedstadsudspil, vil støtte en grøn omstilling af den danske taxaflåde. Regeringens udspil flugter med vores egen strategi, og der er de 10 Tesla’er kun begyndelsen på vores grønne omstilling”, siger direktør i Dantaxi 4x48 Carsten Aastrup.

79 % af danskerne vil vælge eltaxa

Selskabet følger nøje udviklingen på markedet for el - og plug-in-hybrid. Vognmænd i Dantaxi på Mors har i en årrække, brugt Teslaer til taxakørsel på øen. Selskabets direktør fortæller, at kunderne i stadig større omfang efterspørger miljø- og klimarigtige løsninger. Direktøren henviser til en netop offentliggjort undersøgelse fra Det Økologiske Råd, der viser, at 79 % af danskerne ville vælge en eltaxa, hvis de fik mulighed for det.

I følge Carsten Aastrup er der et stort potentiale for elektriske taxaer i fremtiden, som hjælpes på vej af Regeringen.

”Regeringens udspil giver f.eks. kommunerne mulighed for at tillade grønne taxaer i busbanerne og sikre at private aktører kan opsætte flere ladestandere i byerne. Gode initiativer vi bakker op om. Vi ser allerede nu et stigende antal vognmænd, der overvejer at skifte de traditionelle dieselbiler ud med grønne taxaer, og for at fremme den grønne omstilling, vil Dantaxi 4x48’s kunder snart kunne bestille en grøn taxa via app.” 

Det Økologiske Råd bakker op om initiativet

”Vi er meget glade for at 4x48 har valgt at tage klimaproblemstillingen alvorligt og give befolkningen mulighed for at tage det grønne valg. En taxa kører ca. 8 gange så meget som en personbil og en eltaxa sparer derfor også både klimaet og luftforureningen for 8 gange så meget udledning. Så de her ti eltaxaer svarer til ca. 80 private elbiler. Jeg håber meget, at københavnerne, det offentlige og virksomhederne i regionen vil bakke op om initiativet og efterspørge den grønne løsning”, siger specialist i grøn transport, fra miljøorganisationen Det Økologiske Råd Kathrine Fjendbo Jørgensen.

Hos Dansk PersonTransport glæder man sig over Dantaxi 4×48’s tiltag og håber på, at andre virksomheder vil følge trop. “Vi er glade for initiativer som dette, der er med til gøre branchen grønnere. En mere miljøvenlig taxabranche vil på sigt være til gavn for alle samfundets parter,” lyder det fra Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport.

De nye Teslaer indgår i selskabets voksende grønne flåde, og vil allerede fra februar være til rådighed for selskabets kunder.  

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...