© Søren Juul/Bil Magasinet

Suzuki Swift Sport

Anden generation af Suzuki Swift Sport har flere heste og kører længere på literen, men kan den stadig levere bøllebank til bonuspris?

1. oktober 2012 af Søren Juul

Den gamle Suzuki Swift Sport var i høj kurs på redaktionen. I tider blandt udstyrslæssede, midtsøgende, kedelige småbiler kom den ind fra højre som en højtråbende type, der satte gang i gaden med simple midler: Lille, let, hurtig på styretøjet, hårdt affjedret og så ringe støjisoleret, at du kunne høre den hårdt arbejdende lille sportsmotor levere varen, når du svingede pisken over de 125 hk.

Voldsomt hurtig var den ikke, men underholdningsfaktoren var høj. En moderne Peugeot 106 Rallye til en bilig penge, om du vil.

Nu introduceres anden generation med udgangspunkt i den 3-dørs version af den nye Swift. 12 cm længere, 5 cm større akselafstand og med 1 cm bredere sporvidde ligner den en lille, tæt og bredskuldret type, der godt kan slå fra sig.

Japanerne har peppet den i forvejen sportsligt udseende nye Swift op med et mere aggressivt ansigt: Rombemønstret i grillen er grovere og strækker sig helt ned til bunden af forkofangeren, så der kan komme mere luft ind til den pumpede motor. Og hov, er der kommet xenon-forlygter? Så må den være Danmarks billigste bil med dét som standard. Ned langs siden er der sideskørter, der får bilen til at se lavere ud, mens to udstødningspotter kigger ud gennem et metalgråt diffuserpanel. En hækspoiler runder den velformede bagdel af.

© Søren Juul/Bil Magasinet

Hvor dælen er racerstolene??
Satans! Suzuki har pillet de rå, røde racerstole ud, hvor nakkestøtten var en integreret del af ryglænet, og erstattet dem med et par blødere, mere komfortable stole, hvor nakkestøtten kan justeres. Siddepositionen er stadig for høj til sådan en bil. Øv. Swift er i det hele taget blevet voksen herinde: Der er mere plads, og som i de andre Swift - som interiøret stammer fra bortset fra sæderne og sportspedalerne i rustfrit stål - er der meget længere mellem de tarveligt udseende stykker discountplastik.

Udstyrslisten er lige så lang, som Swift Sport er kæk: Fuldautomatisk klima, fartpilot, musikanlæg med Bluetooth og USB-indgang og en knæairbag (nu i alt 7 stk.). Desuden er metallak standard.

Flere heste og mere moment
Nøglefri adgang var der også på den gamle, men ny er startknappen, der vækker den 1,6-liters motor ude foran. Den har fået en overhaling og yder nu 136 hk i stedet for 125 hk, mens drejningsmomentet er hævet fra 148 Nm til 160 Nm.

Samtidig er forbrug og CO²-udledning sænket fra 13,9 km/l og 165 g/km til 15,9 km/l og 147 g/km. Der er gjort noget ved støjisoleringen: Bilen er ualmindeligt fåmælt, da jeg triller ud af Barcelona og ud på motorvejen, hvor den store nyhed i bilen kommer til sin ret: En nyudviklet, 6-trins gearkasse sænker omdrejningerne på motoren i topgearet, så du nu kan køre på motorvej uden at medbringe høreværn.

Sammen med sæderne og en undervogn, der nok er fastere affjedret (15 pct. foran, 30 pct. bag) med sportsstøddæmpere og en forstærket compoundbag­aksel, så virker den blødere, mere omgængelig og mindre nervøs end den gamle Swift Sport. Så motorvejen er ikke længere en straf.

Ud på de små veje
Men det er ude på de små, snoede veje, at du skal køre den her bil. Som i den gamle bil tager Suzuki en stangvare 1,6-liters sugemotor - og trimmer den med gode gamle tuningstrick fra dengang, du puklede for at få din Yahama 4-gears til at rende 80 km/t: Den har nye smedede stempler, kompressionen er hævet, og topstykkets indsugningskanaler er blevet poleret op. Nyt her på 2. generation er følgende: Opgradering af det variable ventilstyringssystem VVT på indsugningssiden, så indsugningsventilerne kan løfte højere.

Der er også en ny indsugningsmanifold med en bypass-ventil, som ved lave og høje motoromdrejninger står åben og korter luftens vej fra filterkassen til forbrændingskamrene, mens ventilen lukker i mellemområdet og “forlænger” manifolden. Og så er modstanden i udstødningen sænket med en ny katalysator. Resultat: Højere effekt og moment over hele omdrejningsspektret - og lavere forbrug.

Der sker stadig ikke det store i bunden - kør den almindeligt, og du tror, at du sidder i en almindelig Swift, men træk den så forbi 5.000 o/min, og den fiser lystigt op til 6.900 o/min, hvor det røde felt starter. Jeg savner noget punch i bunden, som du typisk får fra en moderne turbomotor, men den fine gearkasse gør alligevel oplevelsen underholdende:

Stik den et nyt gear i den præcise gearkasse (de fem første gear er lavere end på den gamle, mens det nye 6. gear er et økogear til motorvej) - og den er klar igen til at at blive spanket fra 5.000 o/min. Den siger lidt mere end en standard-Swift, men den slet ikke så uopdragen som den gamle. Lidt ærgerligt herude på de små veje, men kør den én gang på motorvejen, og du forstår hvorfor.

Glimrende indstyring
Der er kommet mere ro i det rappe styretøj takket være to ekstra fikspunkter mellem styretøj og gearkassehuset, der reducerer vibrationer, så Swift stikker stadig omgående ind i svingene, når du styrer ind. Der er gået lidt af skarpheden tabt - alt andet ville også være underligt, når resten af bilen er gået så meget frem på komfort. Men den er ikke blevet mindre levende. Kør for hurtigt ind i et sving, slip speederen for at for snuden ind igen - og bagenden kommer fluks ud og hjælper til, men du skal være forberedt på, at den kommer. Bissemanererne er bevaret.

Så ja, det er stadig svært at takke nej til den kække og køreglade Swift: Trimmet, som man gjorde i den gode, gamle GTI-skole før turboens tid, og endnu frækkere at se på. Den føles stadig ikke som en raket, men den nye gearkasse gør den sjov at køre. Med opgraderingen af komfortniveauet kan du (hvis det er nødvendigt) pendle i den, for med mindre du spanker den, er den lige så brugbar i hverdagen som enhver anden Swift.

Der er én oplagt konkurrent: Ford Fiesta Sport Street Edition med 134 hk, men Swift kommer til at varme ørerne på den, for den har kun fem gear og virker mere som en udstyrslæsset pretty boy end en hårdtslående, lille slagsbror. Så glæd jer blot: Swift Sport er tilbage.

© Søren Juul/Bil Magasinet

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...