Biltest af Suzuki Grand Vitara XL-7 2,7 VAN
Biltest af Suzuki Grand Vitara XL-7 2,7 VAN © bilmagasinet.dk

Suzuki Grand Vitara XL-7 2,7 VAN

DEN AMERIKANSKE JAPANER

23. maj 2002 af Bilmagasinet

Af: John Sørensen


Den amerikansk inspirerede Suzuki Grand Vitara XL-7 US-Edition er toppen i det omfattende Vitara-program

Er du til Johnny Cash og en rask swing-om i dine western-boots, er du også til Suzuki Grand Vitara XL-7. Normalt ville jeg aldrig foreslå det, men denne gang er der faktisk ræson i at få en amerikaner-freak til at kigge mod Japan, når Suzuki har hevet Vi-taraen ud til en brugbar størrelse - læs XL-7 - og ikke mindst lagt en ordentlig kværn og noget udstyr - læs US Edition - i vognen.

Vitara er stadig lidt snæver, lidt gammeldags og kitschet i kabinen, hvor der uden smålig skelen til helhedsindtrykket kombineres rå plastik, træpaneler, læder og high-tech elementer fra øverste skuffe. Men du er parat til at tilgive lidt af hvert, når der også er knapper til aircon, cruise-control og power-funktion på automat-gearet.

Men du overgiver dig først for alvor, når der kommer liv i dyret. Vitara XL-7 har nemlig en ualmindeligt veloplagt 2,7-liters V6-benzinmotor på 173 heste. Den spinder ligeså villigt, som den trækker. Der er 231 Nm ved 3.000 o/min til rådighed, og Vitara er altid på toppen af situationen.

Du har måske ikke helt den samme king-of-the-road fornemmelse, som hvis bilen havde været en Chevrolet, men det beror mere på størrelsen. Og kører du sommetider din firehjuls-trækker ind i byzonen (det bli´r vel også snart forbudt?), kommer du og måske især din kone til at sætte pris på, at bilen trods alt ikke er større, end at den er til at parkere. Det kunne bare have været smart med en elbagrude med nedrul, så du ikke behøver åbne hele bagsmækken hver gang.

For det er netop i rollen som trækker, du ser de fleste Vitaraer. Og fornøjelsen ved at hive trolling-båden op ad den stejle rampe i Køge Lystbådehavn er da også noget større i en XL-7´er, end hvis du er udstyret med en Kadett, hvor koblingen lugter brændt.

I terrænnet har du stadig de klassiske 4WD-dyder i Vitara XL-7. Dyret står på en solid chassisramme, og Suzuki har heller ikke smidt reduktionsgearet ud endnu.

Den længere akselafstand har hjulpet på bilens køreegenskaber på motorvejen, men pas på rundkørslerne i vådt føre. Suzuki har ikke ophævet fysikkens love, men XL-7 gør det lidt sjovere at lege med dem.

Tekniske data: V6, 2.736 cm3, 24V. Ydelse: 173 hk ved 6.200 o/min. 231 Nm ved 3.300 o/min. 0-100 km/t: 11,2 sek. Topfart: 170 km/t. (aut.) EU-mix: 8,3 km/l Årlig afgift: 2.790 kr. Ved privat brug: + 5.040 kr.
Totaløkonomi: Suzuki Vitara er populær - også som brugt. Modellen her er i den dyre ende, men vil alligevel stå rimeligt stærkt. Regn med et værditab på 33 procent efter tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: 141
Service ekskl. materialer:
Ej oplyst
Pris: (Fra): 159.990 kr. + moms. (Van).
US-Edition + 25.002 kr.

Vi synes...Big surprise: Den bedste Vitara er også den dyreste. Især hvis du er til top-dollar amerikansk entertainment

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...