Biltest af Suzuki Grand Vitara 1,6
Biltest af Suzuki Grand Vitara 1,6 © bilmagasinet.dk

Suzuki Grand Vitara 1,6

Moderigtig mudderbader

26. august 1999 af Bilmagasinet

Af: John Sørensen

Den korte, tredørs Grand Vitara går på strandhugst i Suzukis egne rækker

DET ER URIMELIGT at anmelde en firehjulstrækker med ballondæk og separat chassisramme som en personvogn. Enhver kan tænke sig til, at du ikke kan høvle gennem sving med samme fart i en højbenet Suzuki Grand Vitara som i en Alfa 156. Jeg drister mig alligevel til at sammenligne, fordi 4WD køretøjerne i Danmark tilbagelægger de fleste af deres kilometer på asfalt.

Suzuki Grand Vitara i den korte udgave med 1.6-liters benzinmotor er ingen løve på landevejen. Den er forholdsvis blød-fjedret, så næsen stikker lige nedad ved opbremsning, og retningsstabiliteten er ikke på personbilernes niveau ved højere hastigheder. Styretøjet er indirekte og ufølsomt omkring midterstillingen, og fartressourcerne er begrænsede.

Heldigvis har den korte Vitara bevaret en masse charme og en rimelig terrænduelighed, som trækker gevaldigt opad i det samlede billede af bilen. Kabinen er en firkantet kasse med ringe smidighed i tre-dørsversionen på hvide plader, men udstyr og finish er i orden.

Føreren kan indefra skifte mellem træk på to hjul, fire hjul og fire hjuls lavgear, og du kan næsten se på den lille Vitara-krabat, at den vil ud at kravle. Den har potentialet og skal bare have terrændæk på. Ude i terrænet går de 94 heste an, selv om jeg godt kunne ønske, at momentet var placeret lidt længere nede i registeret. Det skyldes blandt andet, at bilen vejer 1200 kg, men også at det er momentet, der gør motoren mere eller mindre egnet til offroad brug.

En ægte firehjulstrækker skal have god frigang og små udhæng over akslerne. Den korte Vitara har begge dele, og offroadmæssigt er det faktisk en fordel med tredørs-modellens kortere akselafstand frem for den femdørs. Som sådan har Grand Vitara i den korte og dermed billige udgave odds med sig. Spørgs-målet er blot, om ikke Suzukis mindre Jimny 4WDer kan klare det samme for 35.000 kroner mindre (hvis du altså ikke kan nøjes med en van-version, som dog kun fås med den lange akselafstand).

Hvis du er træt af dit skrummel af en 4WDer på gule plader, er her et fint alternativ på hvide. Prisen er 209.990 kroner. Den lange udgave af Grand Vitara koster 60.000 kroner ekstra. Hvis du er tændt på den korte, skal du lige huske dette tip: Vis bagagerummet til familiens indkøbsansvarlige. Falder hun ikke om af den grund, så prøv Jimny, inden du køber Vitara.

Suzuki Grand Vitara 1,6 3-dørs 209.990 kr

Tekniske data
Motor: R4, 1590 cm3, 8V, Ydelse 94 hk ved 5200 o/min. 144 Nm ved 4.500 o/min. Topfart: 150 km/t. 0-100 km/t.:Ikke opgivet. Grøn ejerafgift: 3.500 kr. Euro-mix: 12,2 km/l.

Totaløkonomi:
Vitara er afhængig af bilmoden. Hitter de små hvidplade 4WD’ere eller bliver de uinteressante som brugtbiler? Vores bud er, at du skal regne med, at bilen taber 74.000 kr. (35 procent) efter tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: 136
Service ekskl. materialer:
10.000 km: 812,50 kr.
20.000 km: 1.218,75 kr.
30.000 km: 1.015,65 kr.

Vi synes:
Sjov bil i by og terræn. Krævende på landevej

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...