Biltest af Opel Agilla 1,2 16V Comfort
Biltest af Opel Agilla 1,2 16V Comfort © bilmagasinet.dk

Opel Agilla 1,2 16V Comfort

Den dyre tvilling

21. september 2000 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Opel Agila er en kostbar Suzuki Wagon R

HVIS MAN IKKE kan gøre tingene bedre end konkurrenterne, kan man lige så godt kopiere dem.

Om det var tankegangen, da Opel Agila kom til verden, må stå hen i det uvisse, men faktum er, at Agila er præcis samme bil som Suzuki Wagon R, blot forsynet med lidt Opel-attributter og udstyret med Opels Ecotec-motorer. I øvrigt produceres den i Polen for at holde prisen nede.

Hvad der er skrevet og sagt om Suzuki Wagon Rs imponerende brugsværdi, gælder derfor også for Opel Agila. Den lille, firkantede kasse byder på en fænomenal pladsudnyttelse, og indretningen er genial. I Agila kan man tilmed glæde sig over udstyr som el-ruder, el-spejle og cd-spiller, men man mærker, at der er tale om en billig bil. Ganske vist har Opel brugt lidt pænere materialer i kabinen end Suzuki, men den hårde plast er stadig dominerende, og de flade sæder er ikke lykken, hvis man begiver sig ud på en længere tur. Det samme gælder støjniveauet.

Det står også hurtigt klart, at hverken Agila eller Wagon R har så meget som antydningen af sportslige ambitioner. Agila understyrer bravt i kurverne, og det høje, kantede karrosseri gør den til et let bytte for vinden vi kan ikke anbefale at krydse Storebælt i en Agila, når der blæser en stiv kuling på tværs!

Den største forskel på Agila og Wagon R finder vi under motorhjelmen, og det er ikke til Opels fordel. Suzukis 1,3 liters 16-ventiler er en noget friskere sag end Opels 12-ventilede Ecotec-motor. På papiret ser Agila 1,2 og Suzukien ganske jævnbyrdige ud - Agila har 75 hk og 110 Nm mod 76 hk og 115 Nm - men de 100 manglende cm3 mærkes og ses også i specifikationerne, for Agila er næsten et sekund langsommere til 100 km/t uden dog at være direkte sløv.

Nej, Opel Agilas største problem hedder Suzuki Wagon R, for den japanske tvilling der i øvrigt bygges i Ungarn kan det samme til færre penge. De 130.000 kr., som Suzukien koster, rækker kun til basis-Agilaen med 1,0 liters motor på 58 hk, og den kan ikke stille meget op mod Wagon Rs 76 hk. Især ikke hvis man vil udnytte bilens plads og fleksibilitet, og det er vel derfor, man vælger bilen. Og det gør valget meget let.

Opel Agila 1,2 16V Comfort 138.990 kr.
Tekniske data
Motor: R4, 1.199 cm3, 16V
Ydelse: 75 hk ved 5.600 o/min., 110 Nm ved 4.000 o/min. Præstationer: 0-100 km/t: 13,5 sek., topfart 155 km/t. EU-mix: 15,4 km/l. Årlig ejerafgift: 1.840 kr.
Totaløkonomi:
En brugt Suzuki Wagon R er guld værd på brugtmarkedet, og det samme vil efter alt at dømme gælde for Opel Agila. Da Agila er lidt dyrere end Wagon R, taber den en lille smule mere, men højst 30 pct. (små 42.000 kr.) efter tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: Ikke opgivet
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.073 kr.
30.000 km: 1.170 kr.
45.000 km: 1.073 kr.
Vi synes:
En dyr Suzuki - tag den ægte vare

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...