“Den kan sparkes op på 200 km/t på den tyske motorvej, og så får du den med en ivrig 3-cylindret turbomotor og aktiv fartpilot langt billigere end konkurrenterne. Den bil er et godt køb!”.
Skulle du være i tvivl, er ordene møntet på Suzuki Baleno. Jeg husker dem alt for godt, for jeg skrev dem selv i februar-udgaven af Bil Magasinet. Men under tvang og med tvivlen gnavende hårdere end rust i en AlfaSud efterladt i Vesterhavet.
I starten af 2017 fik jeg skrivetjansen med den årlige kåring af redaktionens favoritbiler. Vinderne blev fundet i redaktionel konsensus på nær den om minibiler. Et oplagt bud var stortestvinderen Mazda 2, der stadig ser frisk ud og kører godt på grund af lav vægt og en villig sugemotor.
Gode, gamle Ford Fiesta spøgte også i kulissen. Med den sprøde 1,0 Ecoboost turbomotor med 125 hk og masser af udstyr får du en Fiesta ST “light” til billige penge.
Bachmann, der elsker at testkøre biler med en mursten på speederen tur/retur til Vestsjælland, tog ordet og slog et slag for den nye Baleno. Den bød på høj komfort, kraftoverskud og aktiv fartpilot og fik support af unavngivne personer, der fremhævede en fortræffelig dynamik, hvad end det så betyder. Og den havde god bagsædeplads.
Oppe i venstre hjørne, i selskab med Opel Astra og Ford Focus RS, sneg Suzuki Baleno sig ind i "Bedste biler, basta!" artiklen sidste år.
Jeg havde ikke kørt Baleno dengang, men tvivlede på humoren i en bil, der ligner udtrådte Crocs-sko. Topmodellen var gejlet op med en kromliste på bagsmækken i stil med dem, som brugtvognsfuskere camouflerer rust i skærmkanterne på gamle Mercedes’er. Men lige lidt hjalp det.
Jeg havde lykkeligt fortrængt Baleno-kåringen, indtil et læserbrev dukkede op måneden efter og spurgte, om vi havde tabt småkagerne? De kåringsanvarlige gentog, at Baleno var en ægte Bil Magasinet-bil. Af den entusiastiske slags, forstås.
Alarmklokkerne begyndte for alvor at bimle hos undertegnede, da gode kollegaer på Ekstra Bladet og FDM trykte Baleno-test, der fremhævede fornuften i bilen frem for køreegenskaberne. Det er den slags prædikater, der sættes på biler, som er bedre til at trække trailere med økonomikøb fra Bilka end at gøre køreture fornøjelige.
Den slags biler skal der også være plads til i Bil Magasinet. Men hvad de laver på de mest forkromede spalter undrede mig inderligt. Så jeg bookede en Baleno med hele svineriet for at få dén åbenbaring, som havde ramt redaktionen. Efter en lille uge bag rattet, venter jeg stadig.
I stedet føler jeg nu en stærk trang til at lave damage control på bladets renommé. Hvis der er noget, Baleno ikke er, så er det en fed bil. Den er praktisk, turbomotoren er frisk, og den aktive fartpilot er tiltalende. Men stik den så et sving.
Jeg mistænker mine kollegaer for at have fået leveret Balenoer monteret med røde sløjfer til jul af importøren. Undervognen føles som om, den er født med 100.000 km på tælleren. Styretøjet mangler selvopretter-effekt, hvilket jeg sidst prøvede på en dårligt kørende Dodge Caliber med alt for store alufælge. Men det værste er måden, den ser ud på.
Hvor den nye Suzuki Ignis ser kæk ud og den kommende Swift fortsætter sportsstilen, ligner Baleno noget, du møder på ferier i Asien. Det er en billigbil uden den charme, der følger med en Dacia Duster. Sidstnævnte står ved, at den er billig, men kan i det mindste pløje gennem et mudderhul.
Mine Baleno-erfaringer preller af på de andre som fakta på Donald Trump. Men til jer derude, der ikke sætter lighedstegn mellem køreglæde og discounttilbud, så har I én allieret her på redaktionen... hvis jeg altså ikke i mellemtiden bliver revet væk fra tastaturet af Baleno-banden.
Denne klumme blev oprindelig bragt i Bil Magasinet nr. 306, marts måned 2017. Næste "Bedste Biler, Basta!" kåring kan du læse i Bil Magasinet nr. 317, der udkommer januar 2018.
Suzuki Baleno: en prægtig vogn ifølge flertallet på Bil Magasinet
