Rygterne om Jimny's død...
Af og til tager vi grueligt fejl på Bil Magasinet. Vi har tidligere meldt ud, at det var slut med Suzuki Jimny Van, men sagen har taget en uventet og positiv drejning.
Den lille kultbil med firehjulstræk er nemlig blevet opdateret i motorrummet, så du også kan købe et spritnyt eksemplar på gule- eller papegøjeplader i fremtiden.

Har I jord i hovedet på redaktionen eller hvad?
Det fristes man til at tro, når vi erklærer Jimny død før tid, men det skete altså på begrundet mistanke. Skænk en kop stærk kaffe, for nu bliver det lidt tørt at høre på:
Personbilsudgaven af Suzuki Jimny opfyldte kun Euro 6d-temp normen, som udløb i slutningen af 2020. Der var nogle restseriekøretøjer, som fik dispensation, men herefter var det slut med at købe Suzuki Jimny på hvide plader.

Løbet var kørt, men...
I 2021 vendte Jimny så tilbage som varebil. Det lignede livsforlængende behandling, for varebiler skal IKKE regnes med i den EU-opgørelse af de solgte bilers CO2-udslip, som i gennemsnit kun må være 95 g/km.
Varebiler har desuden lov til at køre efter Euro 6d-temp normen et år længere end personerbiler i EU, så det var derfor, at vi regnede med, at det også ville være slut med Jimny Van pr. 1/1-2022.
Sagen er den, at Jimny ikke just har status af grønt dydsmønster. Med et forbrug på 13,0 km/l og hele 173 g/km i CO2-udslip ville den trække voldsomt op i gennemsnittet for alle solgte Suzuki-biler – og fabrikken ville få nogle store bøder, hvis den fortsatte uændret i 2022.
MEN, det viser sig nu, at Suzuki faktisk har fået opdateret motoren til den nye Euro 6d norm og samtidig fået den EU-typegodkendt som varebil. Det betyder, at de fortsat kan sælge dem i Danmark uden slutdato.
Dét er dagens gode nyhed! Du kan læse vores seneste test af Jimny her:

Gladere end et svin i mudder
Lyden fra en presset motor, et syngende diffentiale og flyvende småsten tager til, da en grøn mursten på Brazil-fælge langsomt drifter forbi telelinsen og gør holdt. Sideruden kører ned. Et bredt overskæg på en bonderøv i undertrøje kigger ud. “Skal jeg nappe en gang mere?”.
Fem minutters frisk fotokørsel har smittet Bachmann med gammeldags køreglæde i den kække Jimny.
Den ligner en krympet Mercedes G-klasse, men koster en tiendedel og kan køres med fuldt gas uden at løfte forargede øjenbryn. De nuttede proportioner har en afvæbnende effekt, og med 102 hk er den så langsom, at Suzuki ikke orker at afsløre 0 til 100 km/t-tiden.
Jimny ligner en legetøjsbil, men er et seriøst værktøj til friluftsmennesker, og så er det også en god bybil, der med sit korte, kantede karrosseri kan parkeres som en Tetris-brik.
I 2020 forsvandt den pludselig på det danske marked. Nu er den tilbage, men kun som varebil uden bagsæder og med et udstyrsniveau kaldet Active. Den koster 199.230 kr. inklusive moms på papegøjeplader.

Bachmann, sug maven ind! Væggen til lastrummet gør førerpladsen trang for de langbenede.
© Søren Juul.Bagsæder er for tumper
Lastrummet er en opgradering, da de normale bagsæder alligevel var til grin. Nu får du et stort 863 liters rum med et fladt gulv, hvor du jo kan parkere et sæt grove terrændæk. I den smalskuldrede kabine sidder man stadig bedst med armen i karmen, men komfortniveauet er skruet lidt ned.
Skillevæggen, der forhindrer, at du får last i nakken, stjæler af sædernes længdejustering, så høje personer kan få pladsproblemer.
Læderet på rattet er erstattet af et af slidstærkt kunststof, klimaanlægget er skiftet ud med manuel aircon, og navi-anlægget og den 7” trykfølsomme skærm er erstattet af en CD-afspiller med en sløv Bluetooth-forbindelse.
Det giver autentisk atmosfære i den simple, men ærlige terrænbil, der stadig har et håndtag bag gearstangen til at løfte det grove arbejde: Med op til 100 km/t kan du tilkoble forhjulene og få firehjulstræk. Trækker du en gang mere, når du holder stille, tilkobler du reduktionsgearkassen, som gør Jimny til en bjergged, der kommer frem overalt. Jimny er hyggeligt selskab (bortset fra på motorvejen).
Vi synes
Jimny er grovkornet, primitiv og helt fantastisk charmerende. Også uden bagsæder.
Få mange flere tests af de nyeste biler - aktivér dit prøveabonnement på Bil Magasinet og få bladet i din postkasse.

I stedet for et par ubrugelige bagsæder stiller Jimny Van med 863 liter lastrum.
© Søren JuulSuzuki Jimny 1,5 Active Allgrip Pro van [2021 spec]
- Pris: 199.230 kr. inkl. moms
- Årlig afgift: 6.630 kr ved privat anvendelse
- Ydelse: 102 hk og 130 Nm
- Topfart: 145 km/t
- 0-100 km/t: ikke oplyst
- Forbrug: 13,0 km/l
- Mål: 348/165/172 cm L/B/H
- Vægt: 1.165 kg
- Last: 270 kg
- Påhæng: 1.300 kg
- Bagagerum: 863 liter