Vi tager en tur i Suzuki Jimny for at finde 5 gode grunde til at købe den, og 1 god grund til at lade være!
1. Suzuki Jimny har et nuttet design
Med undtagelse af Honda e er Suzuki Jimny et af de bedste bildesigns i nyere tid. Og ja, den henter mange designdetaljer fra Mercedes' Geländewagen, men det kan vi sagtens leve med, når prisen er ingenting i forhold til dens tyske konkurrent.
Alle kanterne er skarpe, og de mørke plastikskærmkanter gør også, at du sagtens kan køre Suzuki Jimny ud i terræn, uden at skulle være nervøs for at få ridser.

2. Jimny ligner en Kaj-Kage
Hvis du er vild med Kaj-kager, bør du helt sikkert bestille din nye Suzuki Jimny i den limegrønne kulør. Det er uden tvivl en farve, som skiller den ud i gadebilledet, men det er også en farve, der er med til at skille vandene.
Farven burde hedde "Kaj-Kage", men på Suzuki-sprog hedder den "Kinetic Yellow".

3. Jimny er skabt til hårdt arbejde
Suzuki Jimny er ikke bare "show", den har også masser af "go!". Jimny er bygget på en chassisramme, hvilket er en detalje, som er med til at gøre den meget duelig i terræn. En anden ting, der er perfekt i terræn, er, at den har en flot frihøjde, en lav vægt, firehjulstræk og en gearkasse med høj- og lavgear. Jimny er også udstyret med en bakkeholder, som hjælper dig, når der skal kobles til opad bakke, og "Hill Descent Control", der hjælper dig med at komme godt nedad bakke igen.
Det gør faktisk Jimny ekstremt terrængående, men der er også en bagside ved det, som vi kommer tilbage til senere.

4. Suzuki Jimny koster fra 234.990 kr.
Prisen på 234.990 kr. kan lyde af meget, når du kigger på, hvor fysisk lille en Suzuki Jimny er. Når vi i stedet sammenligner den med andre ekstremt terrængående biler, virker den faktisk billig. Suzuki Jimny er en billig og ikke mindst ærlig firehjulstrækker.

5. Jimny har to gearstænger!
Suzuki Jimny har to gearstænger, og det er faktisk sjældent, vi ser det. Den største er koblet til den 5-trins gearkasse, og selv vi har at gøre med en firehjulstrækker er gearskiftet faktisk meget direkte og lækkert at bruge. Udvekslingerne er korte, og faktisk bliver det hurtigt til en leg at spurte rundt i byen. Lige bag den store gearstang er så monteret en mindre gearstang, som bruges til at styre bilens firehjulstræk.
Du har tre muligheder: Enten kører du i "2H", hvilket betyder, at du har aktiveret bilens baghjulstræk. Skifter du over til "4H" ændrer du bilens måde at trække på, så den forreste aksel også aktiveres, så Suzuki Jimny nu har firehjulstræk. Den sidste mulighed er at sætte den i "4L", som er bilens "lavgear". Når du aktiverer det, kan Suzuki Jimny bedre forcere udfordringer i terræn, fordi bilens moment kan udnyttes bedre. Lavgear gør, at motoren går i højere omdrejninger, mens hjulene drejer langsommere. Perfekt til hård terrænkørsel.

Grundene til at du IKKE skal købe en Jimny!
- Har du et kørselsbehov, der mest af alt består af kørsel på asfaltveje eller motorveje, giver Suzuki Jimny ikke så meget mening. Undervognen er meget blødt sat op, og på grund af dens konstruktion med chassisramme, vugger den meget – specielt ved motorvejskørsel.
- En anden negativ detalje er, at motoren kører ved meget høje omdrejninger på motorvejen, hvor du hurtigt kommer til at hjule afsted med 4.000 o/min, hvilket ikke er behageligt for din øregang.
- Bagsædet er ikke så behageligt, og bagsiden ved at bruge det er, at dit bagagerum skrumper ind til stort set ingenting. Du kan lige få plads til en tandbørste og en flaske sodavand, men heller ikke meget mere, når bagsædet er i brug.

Suzuki Jimny Adventure AllGrip Pro
- Pris 264.990 kr. (fås fra 234.990 kr.)
- Motor 1,5 liter, 4 cylindre, 16V
- Ydelse 102 hk, 130 Nm
- Topfart 145 km/t
- 0-100 km/t Pæææænt langsom...
- Længde/bredde/højde 348/165/171 cm
- Totalvægt 1.435 kg
Artiklen herunder stammer fra vores første testkørsel i april 2019.
Hvad er nyt i Suzuki Jimny?
I 1970 lancerede Suzuki den første Jimny. En lille firehjulstrukken arbejdsbil med chassisramme og reduktionsgear. Modellen har de lavet lige siden, men raffineret den over tre generationer. Derfor har Jimny også fanget an blandt offroad-entusiaster og byfolk. De to sidste generationer af Suzuki Jimny var på markedet herhjemme i 1999-2001 og 2005-2008.
Fjerde generation er tro mod originalens robuste offroad-historie. Den bygges stadig på en chassisramme, den har reduktionsgearkasse, stive aksler, tromlebremser bag på og noget så gammeldags som styretøj med kuglekredsløb.
Motor i Suzuki Jimny
En stor nyhed ligger under motorhjelmen. Suzuki har nemlig lavet en ny motor kun til Jimny på 1,5 liter og 102 hk og 130 Nm. Den afløser den gamle 1,3'er med 88 hk og 118 Nm og er parret med en 5-trins manuel gearkasse. Den nye motor i Suzuki Jimny er blevet 15 pct. mere brændstofsøkonomisk i forhold til den gamle.
Suzuki siger, at motoreren skulle være i stand til at levere et overbevisende drejningsmoment langt op gennem omdrejningskurven, hvilket er et must, hvis du gerne vil køre terrænkørsel.
Det hele er pakket ind et særdeles funky design, der får Suzuki Jimny til at ligne en krympet Mercedes G-klasse. Den vil pynte foran en café i byen og med en længde på bare 3,65 meter inklusive reservehjulet på bagmækken, vil der være gode chancer for, at du også kan finde plads til at parkere den.

Op til 100 km/t: Hiv i den lille gearstang, og Jimny går fra baghjuls- til permanent firehjulstræk. Et ryk mere aktiverer reduktionsgearkassen til barskt terræn.
Suzuki Jimny med firehjulstræk
Som standard vil den nye Suzuki Jimny blive leveret med en 5-trins manuel gearkasse. Det er også muligt at få den med en 4-trins autogearkasse, som eftersignende er mere smidig end før. Suzuki Jimny har selvfølgelig firehjulstræk, som Suzuki kalder Allgrip Pro AWD-system. Suzuki selv påstår, at det er designet til professionelle.
Firehjulstrækket er intelligent, forstået på den måde, at den kan indstilles i tre forskellige trin. I ”2H” kører den med baghjulstræk, sætter du den i ”4H” trækker den på alle fire hjul. Sidst men ikke mindst kan den sætte i ”4L”, som er et terræn-mode med lav gearing.

Hvad med sikkerheden i Jimny?
Ignis har lige indkasseret tre stjerner i EuroNCAP chrashtest. Men spis lige brød til.
Modellen lander først på markedet til foråret 2019, så vi regner stærkt med at japanerne har fået fikset den airbag, der ikke pustede sig ordenligt op. Modellen fik desuden ikke kredit for sin sikkerhedspakke med bl.a. automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse pga. bilens nakkestøtter, der dumpede.
Til information stiller Jimny som standard med 6 airbags, selestrammere, automatisk nødbremse, vognbaneassistent, slingreadvarsel og skiltegenkendelse.
Hvordan kører den så?
Jimny kører overraskende godt på asfalt, dens undervogn og styretøj taget i betragtning. Styretøjet er rimelig præcist og bilen hverken larmer eller bumler henover ujævnheder som en Land Rover Defender.
Den er langsom - topfarten er bare 145 km/t - og Suzuki har ikke ulejliget sig med at oplyse 0-100 km/t tiden. Men du kommer fremad og det er i det mindste svært at få en fartbøde, selv du giver bilen fuld gas.

Udstyr i Suzuki Jimny
Jimny bliver lanceret i to forskellige udstyrsversioner – Active og Adventure. I begge biler får du omfattende standardudstyr. Begge varianter af Jimny har automatisk nødbremse med bil- og fodgængergenkendelse, vognbaneassistent, slingreadvarsel, skiltegenkendelse, 6 airbags og selestrammere på alle fire pladser.
Aircondition, fartpilot, el-ruder, centrallås, sædevarme og Bluetooth er også standard på begge versioner. Vælger du højeste udstyrniveau, Adventure får du endvidere udstyr som LED forlygter, alufælge, klimaanlæg, læderrat, sorte ruder bag og multimediesystem med navigation og Apple CarPlay/Android Auto.
Den gode personbilsfornemmelse forstærkes af interiøret, der mikser rå, ridsefast funktionalitet med dele fra Suzuki's andre modeller som det tre-egede læderrat og den store 7" trykfølsomme skærm.
Hvad koster Suzuki Jimny?
Udbuddet er stort af små crossovers med høje fjedre og robuste skørter, men Jimny er altså den eneste minibil, som kan kaldes en "fuldblods" firehjulstrækker. Priser for en Suzuki Jimny starter på 229.990 kr. for Active-modellen og 254.990 kr. for Adventure-udgaven.

Suzuki Jimny 1,5 Allgrip adventure
Pris fra 229.990 kr.
Motor R4, 1.462 cm3, 16V
Ydelse 102 hk ved 6.000 o/min130 Nm ved 4.000 o/min
Topfart 145 km/t
0-100 km/t ikke oplyst
EU-miks 12,7 km/l
Årlig afgift 4.240 kr.
Mål (L/B/H) 365/165/172 cm
Vægt/last/påhæng 1.165/270/1.300 kg
Bagagerum 85-377 liter
Dæk 195/80R15
