Anden generation af Subarus SUV/crossover XV kan køre offroad

Den nye Subaru XV kan holde til lidt af hvert.

Første test: Anden generation Subaru XV er et robust multiværktøj

Den højbenede crossover holder fast i permanent firehjulstræk og turboløs boxermotor, men er forbedret på en række vitale punkter. Her er vores første indtryk af den nye Subaru.

14. juli 2017 af Søren Juul

Hvor?

Østrig, lidt udenfor Wien. Testen foregår på et køreteknisk anlæg med en manøvrebane på asfalt og på grus i et barsk offroadterræn.  

To generationer Subaru XV. Den nyeste er til venstre.

To generationer Subaru XV. Den nye er den med tagbøjler. 

Hvad er nyt? 

Den ligner forgængeren fra 2012, men det meste i anden generation af Subarus crossover er nyt. Den bygger på Subarus “Global Platform”, der blev introduceret i fjor med den nye Impreza, som sælges i andre lande. XV er vokset 1,5 cm i længden, 2 cm i bredden og 3 cm mellem akslerne og er blevet 70% mere vridningsstabil. 

Til en start fås XV kun med en revideret udgave af den gamle 2,0 liters boxermotor uden turbo, som er blevet slanket 12 kg og har fået direkte indsprøjtning. Effekten er steget fra 150 til 156 hk. Drejningsmomentet er uændret 196 Nm, men det leveres tidligere og længere end i den gamle motor. En svagere 1,6 liters boxermotor tilføjes motorprogrammet senere.
Subaru dropper den manuelle gearkasse og leverer XV udelukkende med en trinløs Lineartronic-transmission. 

Subaru lover 50% reduceret krængning i sving og tilføjelsen af et nyt "active torque vectoring system" skal reducere understyring. Et "X-mode" køreprogram gør XV nemmere at køre i terræn.
 
Kabinen er blevet lidt mere rummelig og moderne at se på med et helt nyt infotainmentsystem, der betjenes på en 8" skærm i midterkonsollen. Subarus "Eyesight" sikkerhedsystem sidder altid i forruden på XV og sørger for bl.a. automatisk nødbremsefunktion, aktiv fartpilot og vognbaneassistent.  

Interiør i Subaru XV modelår 2018

Den største forskel fra denne vinkel er et nyt rat og et helt nyt infotainmentsystem med 8" skærm. Navigation bliver ekstraudstyr. 

Hvordan kører den?

Den ser ikke speciel barsk ud, men XV er overraskende god til at kravle gennem ujævnt terræn. Testbilen æder stejle stigninger og kan balancere på to hjul uden at man hører et eneste knirk fra chassiset. Det er solide sager. 

På asfalt er den komfortabel, støjsvag og i stand til at drible gennem en keglebane med snævrere sving og højere hastighed end den gamle XV. Subaru siger selv, at den kører som en sportslig sedan, men det kan de godt glemme. Dertil er den momentsvage motor og CVT-gearkassen en for brystsvag kombination og bilen krænger stadig som en højbenet crossover.

Subaru XV på asfalt

Styretøjet på den nye XV stammer faktisk fra coupéen BRZ. 

Hvem er konkurrenterne?

VW Tiguan, Mazda CX-5 og Toyota RAV4, for at nævne nogle stykker. 

Hvornår lanceres den?

Subaru XV får dansk forhandlerpremiere til november. Importøren forhandler stadig priser med fabrikken, men en XV 2,0 Lineartronic af den gamle generation koster fra 370.000 kr. Den nye bliver næppe billigere. 

Vi synes...

XV er stadig en charmerende særling, der fortsat appellerer mest til fans af boxermotorer og firehjulstræk. 

Læs hele testen i et kommende nummer af Bil Magasinet. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...