Biltest af Skoda Octavia 2,0 TDi Elegance
Biltest af Skoda Octavia 2,0 TDi Elegance © bilmagasinet.dk

Skoda Octavia 2,0 TDi Elegance

Tjek på langturene

1. januar 2005 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen & Karsten M. Lemche

Skoda Octavia 2,0 TDI er en ideel makker til lange stræk

Nogle gange må vi bare tage hatten af for en bil. Som da en Skoda Octavia 2,0 TDI skulle transportere os til den seneste biludstilling i Paris – mens kilometrene blev ædt, trådte Skodaen nemlig i karakter som en fantastisk behagelig og effektiv rejsevogn.

Den 16-ventilede diesel på 140 hk er ikke lydløs, men meget mere kultiveret end den rustikke 1,9 TDI, som vi testede grundigt i BM nr. 11/04, og på Autobahn er den næppe hørbar. Når du har brug for det, giver de 320 Nm et enormt kraftoverskud selv med tre kraftigt byggede motorjournalister og bagage ombord, og din bil skal have mange bøffer for at hænge på fra for eksempel 120 til 180 km/t.

Sammen med de fremragende sæder, det store bagagerum, den velfungerende klimaautomatik og en rummelig, funktionel kabine, flot finish og kvalitet giver det en indre ro, der er uvurderlig på de lange ture. Desuden støtter de to forsæder fremragende, og selv bagsædet er rimeligt til voksne.

Så er der økonomien. Vi sparede bestemt ikke på speederen, men i løbet af de over 2.500 kilometer til Paris og retur skulle vi kun fylde den 60 liter store tank tre gange – og den var langt fra fuld, da vi drog hjemmefra, men stadig halvfuld, da vi nåede hjem. Fantastisk resultat i betragtning af opgaven.

Svage punkter? Næh, og tager vi Elegance-udstyret (25.000 kr.) med blandt andet klimaautomatik, alufælge, alarm, p-sensorer og læder på rat, håndbremse og gearknop med i regnestykket, koster 2,0 TDI tilmed kun 20.000 kr. mere end en 1,9 TDI, og 325.000 kr. er altså billigt for et så godt stykke rejseværktøj.
Så hatten af for Octavia 2,0 TDI. Var kørselsbehovet til det, købte jeg sådan én, basta!

Skoda Octavia 2,0 TDi Elegance

Vi synes...Sparsommelig, kraftfuld og skabt til at blive brugt, og så holder den tilmed prisen. Er kørselsbehovet stort, finder du ikke noget bedre til pengene.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.