Biltest af Skoda Octavia 2,0 Ambiente
Biltest af Skoda Octavia 2,0 Ambiente © bilmagasinet.dk

Skoda Octavia 2,0 Ambiente

Den tjekkede Golf

21. juni 2001 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

Skoda laver den bedste, største og billigste VW Golf

TJEKKERNE MÅ HAVE haft et ret anstrengt forhold til tyskere, efter at Adolf Hitler havde lagt sin klamme hånd på Tjekkoslovakiet, gjort jøderne fredløse og derefter kastet det hele i favnen på russerne, der lod landet køre i tomgang i mange år. I 1990erne kom tyskerne igen til det, der nu hed Tjekkiet, men det blev et mere positivt bekendtskab, da VW opkøbte Skoda og forvandlede det fra en vits til et seriøst bilmærke. Så seriøst, at det på visse punkter er en trussel mod VW selv. VW salget er gået tilbage i Europa, mens Skoda er tordnet frem. Det overrasker ikke, hvis du har kørt Octavia 2,0 Ambiente, for den står rent faktisk som en bedre bil end en Golf, hvis vi kan lægge mærkesnobberiet på hylden et øjeblik.

Først er det lige det med prisen, hvor det næppe kan overraske, at Octavia giver mest for pengene, idet en 2,0 Ambiente koster 212.995 kr. For de penge kan du få en femdørs VW Golf 1,4, men vil du have den samme 2,0-liters motor som i Octavia, er prisen 250.828 kr. VW Bora og Seat Toledo er begge op til 40.000 kroner dyrere med tilsvarende motorkraft, og det er ikke, fordi Skoda leverer dig en bil skrabet for udstyr med et par klapstole, der er klimaanlæg, el-sidespejle og el-sideruder både for og bag. Nu vi er ved interiøret: Golf vinder måske på bedre materialer, men Octavia er stadig solid og lækkert indrettet. Som bonus får du VW-koncernens største bagagagerum på 528 liter. 33 liter mere end en Passat stationcar.

Med samme platform, undervogn og motor var det nærliggende at tro, at køreoplevelsen ikke adskiller sig synderligt mellem de to, men faktisk er der dømt fordel til Octavia. Den er mere sportslig med en fast, men alligevel komfortabel undervogn, der har en god balance gennem svingene, og den styrer præcist uden fare for at sætte en Ford Focus i skammekrogen. Golf er mere blød hat, og det er fint nok, hvis du kan li det, men det er ikke mig.

2,0-motoren er en gammel otteventiler, der gør et hæderligt job og glimrer med godt bundtræk og kraftoverskud uden ligefrem at skræmme en dragster af vejen. Alt i alt er det svært at hive noget
negativt frem om Skoda Octavia, men det er åbenbart ikke nok, for VW Golf er den mest solgte bil i Europa. Nogle gange er der bare ingen retfærdighed til.

Skoda Octavia 2,0 Ambiente 212.995 kr.

Tekniske data
Motor: R4, 1.984 cm3, 8v. Ydelse: 115 hk ved 5.200 o/min. 170 Nm ved 2.400 o/min. 0-100 km/t: 12,5 sek. Topfart: 198 km/t. EU-mix: 12,5 km/l. Årlig ejerafgift: 3.360 kr.

Totaløkonomi:
Al skepsis overfor Skoda er ved at være væk, og Octavia giver meget for pengene. Det ved køberne, så værditabet efter tre år/50.000 km er beskedne 31 pct. (66.000 kr.)
Reservedelsindeks: 121
Service ekskl. materialer:
30.000 km: 1.608 kr.
60.000 km: 1.827 kr.
90.000 km: 1.608 kr.

Vi synes:
Drop snobberiet, glem VW Golf og prøv en Octavia

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...