Skoda laver sikkerhedssele til hunde

Det er ikke kun de to-benede, der skal sidde sikkert på køreturen. Hundene må heller ikke komme til skade, så nu har Skoda lavet en sikkerdssele til menneskets bedste ven

25. juli 2015 af Christian Thestrup

Mens vi gør meget ud af at spænde både os selv og børnene fast under køreturen, er de fleste af os stadig lidt mere afslappede, når det kommer til vores firebenede venner. Her bliver hunden ofte bare lukket ind på bagsædet eller i bagagerummet, hvis man har en stationcar, og i tilfælde af et uheld er det ikke bare farligt for hunden. Det er også farligt for chauffør og passagerer, hvis der bliver brug for at bremse hårdt op, og hunden pludselig kommer flyvende gennem kabinen.

Derfor har Skoda lavet en hunde-sikkerhedssele, der både gør køreturen mere sikker for mennesker og dyr. Sikkerhedsselen kommer i fire forskellige størrelser, fra Small til X-large, og mens vi endnu ikke har fået en dansk pris på selen, koster de i England fra 600 - 800 kr. Husk iøvrigt, at hunde med sikkerhedssele altid skal placeres på bagsædet, så de i tilfælde af en kollision ikke bliver ramt af bilens airbag.

Skoda har desuden designet et smudsafvisende tæppe, der kan sættes op på bagsædet som en hængekøje. Det hjælper godt nok ikke meget på sikkerheden, men til gengæld slipper du for at få mudder og hår i bilen, når du fx har været i skoven med hunden. I England er denne anordning prissat til 300 kr., men vi kender desværre endnu ikke den danske pris.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...