Hej Skoda Kamiq
Det vælter ud med små SUV'er på markedet. En af dem, der ser mest gedigen ud og ligner et idiotsikkert køb, er Skoda Kamiq. Tjekken fragter dig afsted med godmodige køreegenskaber på motor- og landevej med god plads til i hvert fald fire voksne i kabinen.
Den er snildt indrettet med små, fikse detaljer, der får hverdagen til at glide. For eksempel den indbyggede tragt til sprinkervæske i motorrummet, den standardmonterede paraply i døren, den store opbevaringsboks mellem forsæderne, isskraberen i benzindækslet eller de små kroge til indkøbsposer i bagagerummet.
Læs mange flere test af de nyeste biler ved at starte dit abonnement på Bil Magasinet i dag!

Kamiq starter ved 195.000 kr.
Skoda's mindste SUV starter på rimelige 195.000 kr. for en ret skrabet variant med Active-udstyr, 95 hk og manuelt gear. Men prisen løber hurtigt i vejret, hvis hjertet får lov at bestemme: Med 150 hk fra en 1,5-liter TSI-motor og DSG-automatgear er Kamiq kvik, men prisen starter på 272.000 kr. med Ambition-udstyr.
I starten af året kiggede et eksemplar med dén drivline og Style-udstyr forbi redaktionen. Den blev sendt slukøret hjem efter en stortest, hvor den fik meget ros, men på puklen for at være for dyr. Prisen havde rundet 350.000 kr. med ekstraudstyr – uden at bilen føltes prangende, så kan der spares et sted uden, at det bliver kedeligt?

115 hk i Kamiq går helt fint
Ja, det kan du faktisk. Motorrummet er et oplagt sted. Jeg har kørt en lille uge i Kamiq med den 3-cylindrede 1,0 TSI med 115 hk og DSG-automatgear, der går til opgaven med rank ryg og overarme store nok til flytte den høje, lille SUV i et tempo, der ikke driver dig til vanvid med nøl. Kun ved fuld acceleration savner jeg den 4-cylindrede motor, da den mindre maskine vibrerer og larmer primitivt i kabinen.
Med Ambitition-udstyr koster testbilens drivline fra 248.000 kr. med digital instrumentering og en form for træpaneler på instrumentpanelet. Begge dele er i så nydelig finish, at jeg frygter, prisen på testbilen er en helt en anden. Og det er ganske vist. Testbilen koster inklusive udstyr over 320.000 kr., men så har den også adaptiv fartpilot, p-sensorer for og bag, overvågning af blinde vinkler, LED-forlygter med kurvelys og navigation (Amundsen) foruden digitale instrumenter med skarp og flot grafik.
Det er mange penge for Skoda's mindste SUV, men det er også en vellykket familiebil, der ser pæn ud i familien Danmarks indkørsel.

Skoda Kamiq 1,0 TSI Ambition DSG Specs
Priser
- 247.995 kr. (testbil: 320.000 kr.)
- 1.080 Kr. Årlig afgift
Motor & ydelse
- R3, 999 cm3, 12V, turbo
- 115 hk ved 5.000 o/min
- 200 Nm ved 2.000 o/min
Præstationer
- 193 km/t Topfart
- 10,0 sek. 0-100 km/t
- 16,4 km/l WLTP
Mål og vægt
- 424/179/153 cm L/B/H
- 1.251/481/1.200 kg Vægt/last/påhæng
- 400-1.395 liter Bagagerum
- 205/55R17 Goodyear Ultra Grip
