© bilmagasinet.dk

Skoda: Her er vores nye mikrobil

Viser sin version af Volkswagen Up, der kommer til at hedde Skoda Citigo

28. september 2011 af Steen Bachmann

To dage efter den store Frankfurt-udstilling lukkede offentliggør Skoda billeder af sin version af mikrobilen VW Up. Den hedder Citigo og introduceres på hjemmemarkedet i Tjekkiet før nytår, mens øvrige europæiske markeder følger til sommer. Citigo vil kunne fås med tre og fem døre i modsætning til VW Up, der hidtil kun er vist som 3-dørs.

"Efterspørgslen efter små biler med lavt forbrug, lav pris og lave driftsomkostninger stiger. Vores nye lille model er en reaktion på denne trend," siger bestyrelsesformand Prof. Dr. h.c. Winfried Vahland fra Skoda.

Designerne har arbejdet for at give Citigo et nyt, men genkendeligt Skoda-ansigt. Frontgrillen har kromkant og forlygterne er i samme stil som mærkets nyeste modeller. 

Citigo er 356 cm lang, 165 cm bred og 148 cm høj, og akselafstanden er 242 cm. Som i VW Up loves der plads til fire personer, og bagagerummet på 251 liter er større end i den nye Kia Picanto, der er noget længere. Med bagsædet lagt ned er her 951 liter.

Citigo får radarbaseret antikollisions-system som standard, der forhindrer eller formindsker følgerne af at køre op i bilen foran. De danske versioner af VW Up får også dette system, hvilket sætter konkurrenterne under pres for at udvikle lignende systemer i mikrobiler.

Motoren er en nyudviklet 3-cylindret benziner med multipoint-indsprøjtning, der fås med 60 hk og en 0-100-tid på 13,9 sek., og 75 hk med 12,7 sek.

Der er endnu ingen indikationer om priser, men Citigo skal være marginalt billigere end VW Up for at give mening i VW-koncernens strategi. Det betyder en pris på under 100.000 kr. i Danmark.

 

© bilmagasinet.dk

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...