Biltest af Skoda Fabia 1,4 Sport
Biltest af Skoda Fabia 1,4 Sport © bilmagasinet.dk

Skoda Fabia 1,4 Sport

Fornufts-ægteskabet

19. juli 2007 af Bilmagasinet

Af: John Sørensen

Skoda Fabia II placerer sig på super-miniernes hitliste

Kan man ikke få dén, man elsker, må man elske den, man får. Og vel er der ikke meget rock og rul over den nye Skoda Fabia, men jeg kan godt li’ den nye Fabia for dens uprætentiøse forsøg på at løse den lille families transportbehov: Her er et ærligt bud på en rummelig kompaktbil, der ikke pakker budskabet ind i sportslige ambitioner, der ikke er belæg for.

Underneden er det dog i nogen grad samme bil som Fabia I, og det gælder nu som før, at motorerne ikke hører til hovedargumenterne for at køre Fabia. Faktisk synes jeg næsten, at det er sjovere at køre en tre-cylindret end testbilen hér, den fire-cylindrede 86 hk 1,4-model, der ikke har ret meget at byde på på landevejen. Den gør det da pænt, men der er hverken snert eller sejtræk at glædes ved. Den har gode sæder og en indretning, der ikke mere minder om et venteværelse. Det klæder også bilen, at der er fuld -sikkerhedspakke med bl.a. seks airbags og ESP i alle modeller.

Men motormæssigt vil jeg hellere over i en diesel, nu hvor pris-gabet er snævret kraftigt ind takket være de nye afgiftsregler. For gør motorerne ikke Fabia til en raket, så gør prislisten det lynhurtigt. Det lyder jo godt, at billigste 3-cylindrede 60-hk Classic-model nu kun koster 126.000 kr., men vil du f.eks. ha’ aircon, starter Fabia Ambiente ved 160.000 kr.

Og dén 1.4 ”Sport”, som jeg har kørt i, bonger dig for 192.000 solide dask. Det er i overkanten for en Fabia. Især når der kan fås en lidt dårligere udstyret 1.9 TDI Ambiente med 105 hk dieselmotor for 199.000 kr. Eller bare en 3-cylindret diesel, der begynder ved 155.000 kr. med basisudstyr.

Fabia er et fornuftige valg med god plads og økonomi, men ikke morskab til de sene nattetimer - nøjagtig som et ægteskab skal være.

SKODA FABIA 1,4 SPORT
Motor R4, 1.390 cm, 16V
Ydelse 86 hk ved 5.000 o/min
132 Nm ved 3.800 o/min
0-100 km/t 12,3 sek.
Topfart 174 km/t
Forbrug EU-miks 15,4 km/l
Årlig ejerafgift 2.020 kr.
Vægt/last/påhæng 1.135/440/1.000 kg
Mål (L/B/H) 399/164/150 cm
Bagagerum 300/1.163 liter
Dæk 205/45R16H
Værditab 3år/60.000 km ca. 60.000 kr. (31 pct.)
Reservedelsindeks 87
Pris 192.000 kr.
Pris u/afgifter ca. 65.000 kr.

VI SYNES…Mere karisma og mere bil for pengene end i den gamle Fabia. Men motorerne er ikke fulgt med resten af bilen op af rangstigen.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.