© Skoda

Skoda afslører mere luksuriøs el-bil

Ved biludstillingen i München afslørede Skoda en Enyaq coupé, som bliver mere luksuriøs end den kendte Enyaq elbil.

11. september 2021 af Mikkel Thomsager

Skoda Enyaq Coupé er, som navnet antyder, en coupé-version af den kendte Enyaq iV. Det er rent ud sagt det samme karrosseri med en lidt mere hændende taglinje ved bagagerummet, hvilket i sig selv næppe retfærdiggør tillægsbetegnelsen, men coupé-udgaven omfatter flere andre ændringer, som understøtter et mere sporty udtryk.

Blandt andet differentierer Coupé-udgaven sig ved at være en mere luksuriøs bil, der også har mere standard-udstyr end den kendte model. 

Til gengæld skal vi nok forvente, at Coupé-udgaven bliver dyrere end den kendte Enyaq, der i øjeblikket starter ved 300.000 kr. 

© Skoda

Lækker kabine

Enyaq Coupé ventes først til Danmark i sommeren 2022, og den bliver faktisk først præsenteret den 7. december i år, men Bil Magasinet fik en kort tur i et stærkt kamufleret eksemplar af den nye Skoda i forbindelse med biludstillingen i München, som løb af stablen 10.-12. september.

Vi måtte ikke tage billeder af kabinen, som ikke var kamufleret, hvilket gav frit udsyn til fine og lidt dyrere løsninger i forhold til den kendte model. Panoramaglastag bliver standardudstyr, og i kabinen fremstår Coupé-udgaven i den dyre version kaldet Design Selection Loft.

Uændret størrelse

De udvendige mål er næsten identiske med den kendte model, men den faldende taglinje bag koster lidt på bagagerummet, som rummer 570 liter. Enyaq iV rummer 585 liter. 

Betjening og indretning er identisk i de to udgaver. Coupé-udgaven kommer med to batteri-størrelser, tre effekttrin og baghjuls- eller firehjulstrukket.

Enyaq Coupe 60 har et batteri på 62 kWh og en elmotor på 179 hk. Enyaq Coupé 80 har et batteri på 82 kWh og en elmotor på 204 hk. Det giver en rækkevidde på 535 km. Begge har baghjulstræk. Firehjulstræk fås kun med det store batteri, og da er el-motoren på 265 hk.

Alle Enyaq Coupé-modellerne kan lade med 11 kW AC hjemme og op til 125 kW DC lynladning. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...