skoda enyaq thomas bruun
© PR

5 spørgsmål til Skoda's nye danske direktør: Hvor lang tid skal man vente på en ny elbil hos jer?

Thomas Bruun Nielsen er udnævnt til ny direktør for Skoda Danmark - vi hører, hvad planen er

17. februar 2022 af Steen Bachmann

1. Hvad er den aktuelle leveringstid på en Skoda Enyaq?

"Vi oplever en overvældende efterspørgsel efter Enyaq, der simpelthen overgår alle forventninger. Hvis man bestiller i dag, kommer vi nok over på den anden side af sommeren, før bilen holder i indkørslen. Den gode nyhed er, at vi får langt flere biler til Danmark i 2022 end først forventet. Derfor forventer vi også, at Enyaq bliver én af vores mest solgte modeller i år," siger Thomas Bruun Nielsen, direktør for Skoda Danmark.

2. Hvilken betydning har det for et salg, at det er billigere at finansiere grønne biler?

"Der er ingen tvivl om, at der er et nyt mindset hos kunder, der efterspørger biler ”med ledning”. Pris og finansieringsmulighed er selvfølgelig en faktor, men jeg tror faktisk, at den største motivation ligger i at træffe fornuftige, langsigtede valg, der passer til ens behov."

3. Kommer der flere elbiler fra Skoda i år?

"Vi glæder os rigtig meget til at udvide vores elbilsfamilie til sommer, når vi har premiere på den nye Enyaq Coupé. Den triller ind på markedet lige op til Tour de France, hvor den også spiller en central rolle som årets løbsdirektørbil – helt forrest i feltet. Enyaq Coupé forener Skodas styrker med et nyt skarpt coupé-design, hvor der er skruet lidt op for wauw-faktoren."

4. Hvad er jeres råd til en bruger af en firmabil, der kører 30.000 km året, har et bilbudget på 450.000 kr. og foretrækker diesel?

"Først og fremmest hjælper vi kunderne med at blive klare på deres reelle behov – uanset om vi snakker brændstof eller ledning. Vi har en stærk flåde af økonomiske dieselmodeller, som jeg gerne vil fremhæve: Octaiva, Superb og Kodiaq. Der vil i de næste mange år stadig være kunder, som har behov for en benzin- eller dieselbil, og her kan alle tre modeller være et glimrende valg, der holder budgettet."

5. Hvad er din opgave i 2022?

"Helt overordnet vil jeg fortsætte arbejdet med branchens bedste kunderelationer. Nye digitale tiltag vil have fokus på selvbetjeningsløsninger - herunder muligheden for online bestilling og køb af bil. Derudover skal jeg bistå vores stærke forhandlernetværk. Og så er der et kæmpe højdepunkt i aktiveringen af Tour de France i Danmark, som jeg glæder mig meget til."

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...