Elektrisk SUV
Skoda har netop præsenteret mærkets nyeste eldrevne 7-personers SUV i Prag under navnet ‘Skoda Vision 7S’. Vision 7S bliver én af tre nye modeller fra Skoda, som alle forventes lanceret senest i 2026 - de øvrige to modeller bliver en lille elbil og en kompakt SUV.
Derudover meddeler Skoda, at Vision 7S også er en fremvisning af en ny designlinje, som kommer til at gå igen for de øvrige to nye modeller samt kommende udgaver af modellerne Superb og Kodiaq, der får premiere i andet halvår af 2023. Ligeledes vil Skoda lancere en faceliftet Octavia i 2024, der også vil følge de nye designlinjer.

Skodas designlinje har fået et ansigtsløft, og de gamle riller i fronten er udskiftet med sort glas.
© SkodaNye designmæssige takter
Med Vision 7S siger Skoda tilsyneladende farvel til det velkendte pilefugl-logo på kølerhjelmen, som her bliver erstattet af mærkets navn skrevet med tekst - ligesom det har været tilfældet på bagklappen af de seneste Skoda'er som eksempelvis Enyaq-serien. Skoda hopper dermed med på tidens seneste trend bland bilfabrikanter, der revurderer deres logoer.
En bærende del af Skoda's nye designlinje bliver, foruden det opdaterede logo, den opdaterede front, hvor de lodrette riller, der har været at spore i alle Skodas forrige modeller, bliver erstattet af Skodas nye Tech-deck Face. Det kryptiske navn dækker over, at de klassiske riller i kølergrillen, erstattes af en sort glasplade, der skjuler bilens forreste sensorer. Imidlertid rykkes bilens luftindtag til forkofangeren, hvor syv lodrette luftindtag sørger for, at bilens batteri nedkøles under kørsel.
Skoda Vision 7S udstyres også med et synligt bundskjold, der kaster et mere offroad'sk design af sig. Generelt vækker bilens eksteriør associationer til andre outdoor-SUV’er som eksempelvis Subaru Forester eller Jeep Compass - dog i en mere futuristisk stil.

Afskaffelsen af B-stolperne samt bagdørenes bagudvendte hængsler skal gøre det let at sætte sig ind i Vision 7S.
© SkodaTjekkisk komfort når det er bedst
I stil med Skodas selvproklamerede DNA er der med Vision 7S lagt vægt på rummelighed, kvalitet for pengene og komfort. Derfor har Skoda valgt af fjerne de såkaldte B-stolper, der sammen med bagdøre, der er hængslet bagtil, gør indstigning i bilen let.
Fokusset på komfort fortsætter også, når først man befinder sig i bilen. Ifølge Skoda er samtlige instrumenter samt touchskærmen ergonomisk placeret, så de kan benyttes frit uden at forstyrre køreoplevelsen.
Skoda fremhæver også selv, at interiøret er bygget på en måde, så det tilpasser sig, måden man bruger bilen på. Eksempelvis når man lader. Her vil rattet og instrumentbrættet køre frem, så der skabes mere plads på de forreste rækker. Ligeledes roteres de forreste sæder en anelse indad for at øge benpladsen - af samme årsag rykkes anden sæderække en anelse tilbage, når man holder pauser.

I køremode er samtlige instrumenter ergonomisk placeret...
© Skoda
... men i pausemode rykkes instrumentbrættet frem, og sæderne roteres, så pladsen optimeres.
© SkodaOptimeret batteripakke
Den præsenterede konceptbil kommer med et 89 kW-batteri, der tillader lynladning op til 200 kW. Til sammenligning har Skoda's hidtidige elbiler været bygget på et 77 kW-batteri (eller mindre). Da batteriet er større end det, man finder i eksempelvis Skoda Enyaq, så er rækkevidden også markant bedre. Skoda siger, at Vision 7S kan køre over 600km på en enkelt opladning. Det lader altså til, at batterikapaciteten i en Vision 7S mere eller mindre matcher tallene fra Volkswagen's nyligt lancerede koncept for ID.Aero, som du kan læse mere om her.

Kofangerne er levet af genanvendt gummi.
© SkodaRendyrket familiebil
Skoda melder sig benhårdt klar til kamp på markedet for rendyrkede familiebiler med Vision 7S. Bilen kommer med et integreret barnesæde i bilens sikreste sted, nemlig centrum. Derudover er bilen udstyret med et kabinekamera, så forældre kan holde øje med den mindste i barnesædet under kørslen.
Vision 7S er derudover tiltænkt familier med en aktiv livsstil, hvilket ses i rygsække, der sidder fast på sæderne med magneter, og som let kan af- og påmonteres, hvis man skulle få brug for dem eksempelvis til en vandretur i naturen.
Det vides endnu ikke hvad en Vision 7S kommer til at koste, når den rammer det europæiske marked.