Biltest af Seat Toledo V5 Executive
Biltest af Seat Toledo V5 Executive© bilmagasinet.dk

Seat Toledo V5 Executive

Bora – bare dyrere

26. juli 2001 af Bilmagasinet

Af: Karsten M. Lemche

Seat Toledo V5 er en lækker bil, men billig plastic trækker ned

LIGE SIDEN Seat Toledo kom frem, har den været en af mine favoritter. Den er bygget med samme komponenter, som du finder i en Volkswagen Golf, den har et flot design, og så kører den langt bedre end de kedelige fætre og kusiner fra Wolfsburg, Ingolstadt og Mlada Boleslav.

Men en ægte Volkswagen-fetichist ville aldrig købe en Seat, det har VW-bossen Dr. Ferdinand Piëch sørget for. Det er især plastic-kvaliteten på dørene og den nederste del af instrumentbordet, der får Toledo til at virke billigere end VW Golf og Bora. På basismodellerne er problemet ikke så udtalt, men her i testbilen, der er læsset med udstyr, virker det fuldstændig malplaceret.

Normalt er der en meget stringent rangorden indenfor VW-gruppen, hvor der er forskel på produkterne, og hvor forholdet mellem pris og bil virker fair. Men kører du din nye Toledo V5 hen til en VW-forhandler og kikker ind i en Bora V5, vil du først bemærke at Boraen er 10.000 kroner billigere. Fair nok, tænker du, for du har fået mere udstyr i din Toledo. Men det er ikke fair nok. for Seat klinger ikke lige så godt som Volkswagen, når du snakker bil ved et cocktailparty, og sætter du dig ind i Boraen, vil du straks bemærke hvorfor. Bora-interiøret er nemlig en tand mere lækkert end Toledos, og det kan godt være, at du har fået Alcantara-sæder med i købet på din Toledo, men det får bare den billige plastic til at virke endnu billigere.

Nok om plastic-kvalitet, for resten af bilen er i top, og til hverdag lægger du alligevel ikke mærke til plasticen. I stedet vil du nyde lyden fra den lækre V5-motor, der har rigeligt med kræfter til at tøffe rundt i Danmark og til den årlige ferietur sydpå.
Ergonomien omkring føreren er helt i Volkswagen-klasse, og sæderne støtter godt uden at være for hårde at sidde i. Toledo V5 er en vaskeægte kilometer-æder, og hvis du ikke passer på højrefoden, så æder den også alle husholdningspengene…

Seat Toledo er stadig en af mine favoritter, og skulle jeg vælge mellem Toledo og Bora V5, er jeg ikke sikker på, at der ville komme et VW-mærke på kølehjelmen. selv om Bora er billigere. Toledo har lidt mere sjæl og meget bedre køreegenskaber, og med den fornuftige afskrivning er det kun den grimme plastic, du skal lære at leve med.

Seat Toledo V5 Executive 326.988 kr.

Tekniske data
Motor: V5, 2.324 cm3, 20v. Ydelse 170 hk ved 6.000 o/min. 225 Nm ved 3.500 o/min. 0-100 km/t: 8,6 sek. Topfart: 225 km/t. EU-mix: 11,5 km/l. Årlig ejerafgift: 4.320 kr.

Totaløkonomi:
Toledo er en populær bil på brugtmarkedet, derfor vil V5 Executive også klare sig godt. Men luksusbiler skal lige have bidt toppen af prisen i løbet af de første år. Derfor taber den 121.000 kr. (37 pct.) over tre år/50.000 km.
Reservedelsindeks: 120
Service ekskl. materialer:
15.000 km 256,90 kr.
30.000 km 822,00 kr.
45.000 km 256,90 kr.

Vi synes:
Toledo V5 har undervognen med og prisen imod sig

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...