Biltest af Seat Toledo 1,6 Stella
Biltest af Seat Toledo 1,6 Stella© bilmagasinet.dk

Seat Toledo 1,6 Stella

Tilfældighedernes fravalg

23. september 1999 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & Karsten Lemche

Af urimelige årsager springer mange basis-modellen over

Den danske bilkøber har mange forunderlige ideer. En af dem findes i det efterhånden omfattende program af bi-ler, som bygger på VW´s Golf-platform. Den 20-ventilede, 1,8-liters motor er af en eller anden grund blevet en ´den-man-skal-ha´-bil´.

Jeg tror, det skyldes, at der er så megen prestige i at køre Golf, Bora eller Audi A3, at ejerne ikke vil have hængene på sig, at de har valgt den billige model på 1,6 liter. Det er, som når BMW-ejeren piller 318-skiltet af, fordi han ikke vil være ved, at det er en firecylindret bil.
Nu ser det ud til, at også Seat Toledo rammes af ´jeg-vil-ikke-have-den-mindste-motor-syndromet´. Hvis man køber en Toledo, bliver det en 1,8 og helst en Sport. Det sidste kan være rimeligt, det første er helt ude i skoven.

Efter at vi har prøvet alle 1,6- og 1,8-versioner, der er bygget på Golf-platformen, kan vi slå fast, at den 20-ventilede, 1,8-liters motor er en opreklameret, over-udviklet og middelmådig motor, som i den grad burde stå i skyggen af den svagere motor på 1,6 liter. VW har tilsyneladende selv taget konsekvensen af kendsgerningen, og 1,8-liters-motoren på 125 hk er nu ved at blive afløst af den otte-ventilede, to-liters motor. I mellemtiden kan vi kun opfordre til, at potentielle kunder selv drager samme konklusion. 1,6-liters-motoren er svagere og simplere, men klart bedre end 1,8-liters-motoren. Tallene afslører det ikke, men 1,6-liters-motoren med variabel indsugning har et godt bundtræk og klarer sig rigeligt til 130 km/t, hvorefter der til gengæld ikke er så meget at hente. Kun hvis du kører meget på motorvej eller med læs, kan du til nød forsvare, at du har valgt en 1,8 i stedet for en 1,6.

Og der er 30.000 kroner at spare. Hvis du gør det, må du - ud over de 24 hk - kigge langt efter tågeforlygter, elektronisk spær (EDS), alufælge, læderrat, radio-display i instrumenthuset samt et par andre småting, som i nogen grad retfærdiggør den højere pris. Men selv den billigste 1,6 har aircondition, fjernbetjent centrallås og elsideruder foran som standard, og den kører også på 15-tommer-hjul.

Det er ikke bare 1,6-liters-motoren, der er bedre. Modellen 1,6 Stella er også et bedre køb.

Seat Toledo 1,6 Stella 199.990 kr.

Tekniske data
Motor: R4 16V, 1.595 cm3. Ydelse: 101 hk ved 5.600 o/min. 145 Nm ved 3.800 o/min. Topfart: 188 km/t. 0-100 km/t: 11,5 sek. Årlig ejerafgift: 3.060 kr. EU-mix: 13,0 km/l.

Totaløkonomi:
Seat er nu fuldgyldigt medlem af VW-gruppen og afskrivningen bliver derefter. Efter tre år og 50.000 km/t har den tabt ca. 62.000 kr.
Reservedelsindeks: Ca. 100
Service ekskl. materialer:
15.000 km: ca. 300 kr.
30.000 km: ca. 600 kr.

Vi synes:
Spar 30.000 kr. Køb den billigste

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...