Mød Seat Leon Sportstourer
Mens bilmarkedet bugner af nye, højbenede crossover-modeller bliver der stadig lavet formidable familiebiler med klassisk hatchback eller stationcar-karrosseri. En af de bedste netop nu er den nye Seat Leon, der også i den seneste generation kan betragtes som den fornuftige VW Golf's mere varmblodede fætter.
Priserne starter ved 215.000 kr. for hatchback-modellen og 225.000 kr. for den mere praktiske stationcar-variant Sportstourer. Den sidste skal du vælge fordi...

1 | Leon Sportstourer ser mere harmonisk ud!
Nu stikker vi nok hånden ned i et rasende hvepsebo, men altså: Den nye Leon ser klart bedst ud med et solidt udhæng over bagakslen, som en kontravægt til modellens spidse snude.Vi vil gå så langt at påstå, at det er en af de mest vellykkede stationcars i mellemklassen netop nu set skråt bagfra. Her har designerne smækket en kæk "Leon" signatur på bagdelen og "overstreget" det med et smalt LED-bånd fra baglygte til baglygte.

2 | Leon Sportstourer har et stort bagagerum!
Finder du målebåndet frem, skal du strække det 27 cm længere når du måler Leon Sportstourer op i forhold til den almindelige Leon.Den ekstra længde er brugt til at udstyre Seat Leon Sportstourer med en solid rejsekuffert af et bagagerum med plads til 620 i stedet for 380 liter bagage. Dét bliver du glad for, når du skal på ferie med familien. Eller i skoven med din hund.

3 | Sportstourers bagagerum er bedre indrettet?
Bagagen glider lettere ind i lastrummet på stationcar-varianten, da den dobbelte bund kan justeres, så der næsten ingen læssekant er. Det er møj praktisk! Og lægger du ryglænene ned med et snuptag forvandler Leon Sportstourer sig til en forslugen kassevogn, der æder op til 1600 liter gods,fordelt på et næsten helt jævnt lastrum på cirka 1 x 1,8 meter. Så behøver du kun køre én gang på lossepladsen...

4 | Den kører lige så godt som Leon hatchback
Vi har testet Seat Leon Sportstourer i topform med den velkendte 1,5 eTSI 150 hk benzinmotor med mildhybridteknik og DSG-gear. Den kører akkurat så veloplagt og komfortabelt som hatchback-varianten trods en mervægt på cirka fem ramme dåsebajere.Vi kan i hvert fald ikke mærke de ekstra 50 kg og må ty til specifikationsarket for at konstatere, at stationcar-udgaven bruger 0,3 sek. længere på at sprinte fra 0 til 100 km/t.

5 | Seat Leon Sportstourer kan prøves nu!
Ok, det her har som sådan intet med Leon hatchback at gøre - men vi venter stadig på at køre den nye stationcar-udgave af VW Golf 8, som endnu ikke er kommet til landet.
Det er den billigere Seat Leon Sportstourer derimod, som nyder godt af samme mekanik og motorer som sin dyrere fætter fra VW.
I et kommende nummer af Bil Magasinet sætter vi den nye Seat Leon 1,5 eTSI DSG op imod tre skarpe konkurrenter i en stortest. Start derfor dit abonnement i dag ved at klikke hér!