© bilmagasinet.dk

Seat Leon 1,4 TSI Style Copa

Tre irriterende insekter kan ikke ødelægge glæden ved en Leon med Copa-udstyr. Den er et godt tilbud!

1. marts 2012 af Steen Bachmann

Du har sikkert hørt om Seat Leon Cupra R, den temperamentsfulde Golf GTI-basker med 265 hk til en meget fair pris. Og har du én gang lukket op for en kommerciel TV-kanal i foråret og til sommer, har du helt sikkert også fået testet temperamentet, når tre klaske­indbydende, animerede insekter i form af en flue, en myg og en overgearet kålorm med påtaget spansk dialekt har forsøgt at pushe en særlig Seat-variant i en TV-reklame. Den hedder Copa til efternavn og har intet med en GTI at gøre. Men den er et godt tilbud.

Til den skrabede Leon Reference 1,2 TSI med 105 arbejdsomme turbo-hk kan du for 10.000 kr. få 2-zone klimaanlæg, fartpilot, bluetooth, et lækkert multifunktionsrat, tågeforlygter og højdejusterbare forsæder med lændestøtte. Kort sagt en masse udstyr, der pepper basis-Leon’en godt op. Det er en fair pris, og motoren passer ganske godt til bilen.  

Men der er også denne 1,4 liters TSI turbo-benziner, der med 125 hk har lidt mere pondus i motorrummet. Tidligere har den fået gode anmærkninger med på vejen: Støjsvag, arbejdsvillig - og i stand til at tage nogle omdrejninger, hvis du lyster. Den kommer kun med det semi-luksuriøse udstyrsniveau Style. Også her tilbyder Seat nu en Copa-udbygning, der inkluderer Seat Media system med bluetooth, DAB-radio og trykfølsom navigation, som du normalt slet ikke kan få til en Style-variant. Med i Copa-pakken er desuden særligt Copa-sportsindtræk, lys- og regnsensor, p-sensorer bag og automatisk nedblændeligt bakspejl.

Det er sådan én, som jeg har mellem hænderne i en uge - og generelt er den en fornøjelse. Motoren passer storartet til modellen - 125 hk sender den til 100 km/t på 9,8 sek. Den kan næsten være med i 200 km/t-klubben (den slags gav respekt i 1980erne). I byen, på landevej og motorvej føles den rask og overskudsagtig, uden du dog besvimer over accelerationen. Kombineret med en præcis 6-trins manuel gearkasse (Copa-pakken fås ikke til versioner med DSG-gear) og et fast, velafbalanceret styretøj er dét recepten på en velkørende, inspirende bil. Et godt køb, som kun trues af den mindre 1,2 TSI, der går ligeså uimponeret til opgaven med sine 105 hk og pæne moment.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...