Hvor langt kan Seat Leon køre på el?
De danske Seat-forhandlere har travlt med at promovere den nye Seat Leon opladningshybrid, mens resten af programmet lever hengemt. Det er synd, for selv om hybridteknikken fungerer godt, så er hybridbilen ikke for alle.
Leon e-Hybrid er Seats svar på en VW Golf GTE, altså en opladningshybrid med mulighed for elkørsel i op til 63 km – officielt. Reelt er det nærmere de 45 km.
Har man et dagligt kørselsbehov under 45 km og adgang til at lade batteriet, får man et uendeligt lavt benzinforbrug. På Leon-sprog hedder det 300 km/l. Men har man et større kørselsbehov, eller har man ikke mulighed for at lade batteriet, bliver tallene mindre imponerende.

Førerpladsen i Leon FR virker mere indbydende end i søsterbilen VW Golf. Den store skærm tager sig af sekundær betjening. Det kræver tilvænning.
© Søren JuulHvor mange hestekræfter har Seat Leon?
'Det teoretiske brændstofforbrug i WLTP-normen er 83,3 km/l til gavn for grøn ejerafgift og pris. Prisen er vel at mærke fuldstændig den samme som for en Leon 1,5 eTSI med 150 hk. Med tilskud fra elmotoren får Leon e-Hybrid en systemydelse på 204 hk og 350 Nm.
Det reducerer accelerationstiden fra 0-100 km/t fra 8,4 i TSI til 7,4 sekunder i e-Hybrid, selv om den er knap 250 kg tungere. Så det vil man vel gerne.
Uden opladning kommer den reelle brændstoføkonomi tættere på 15 km/l. Med start på fuld opladning opnåede vi 17,4 km/l over 380 km. En Leon 1,5 eTSI DSG med 150 hk går officielt 17,5 km/l.
På minussiden tæller, at e-Hybrid har mindre bagagerum, fordi batterierne fylder. Gulvet er dog plant.
Så hvad er dommen?
Seat har held med afstemningen af undervognen af flere af sine modeller i disse år, og Leon er ingen undtagelse. Men e-Hybrid er hæmmet af sin ekstra vægt. Selv om accelerationen er fin, føles den tungere at køre.
Integrationen af benzin- og elmotor er ikke så smertefri i testbilen, som vi tidligere har oplevet i VW Golf og Passat med samme teknik. Det giver jævnligt et hop i bilen, når benzinmotoren træder til. Testbilen leverer desuden forholdsvis meget dækstøj fra Michelin vinterdækkene.
Derudover ligner Leon et på alle måder mere interessant alternativ til den dyrere VW Golf. Den tager sig bedre ud både ind- og udvendig. Især versionerne med LED-lys for og bag ligner biler fra en nyere generation, og selv om nogle løsninger i kabinen tydeligvis er en anelse billigere end i Golf, så er helhedsindtrykket klart bedre i Leon. I hvert fald i FR-versionen, som er den sporty topversion.
Vi synes
En særdeles vellykket bil og en brugbar opladningshybrid, for dig, som kan udnytte den.
Denne test er fra Bil Magasinet, men det er bare en af mange fede artikler, du får hver måned, hvis du abonnerer på Bil Magasinet. Lige nu har vi et tilbud, hvor du kan få 3 numre for bare 99 kr.
Seat Leon FR e-Hybrid dsg
- Pris: 289.990 kr.
- Årlig afgift: 780 kr.
- Systemydelse: 204 hk og 330 Nm
- Topfart: 220 km/t
- 0-100 km/t: 7,4 sek.
- Forbrug (WLTP): 83,3 km/l
- Mål: 437/180/144 cm L/B/H
- Vægt: 1.614 kg
- Last: 446 kg
- Påhæng: 1.500 kg
- Bagagerum: 270-1.191 liter