Seat Ibiza (den hvide bil) blev lanceret i 2008, mens den nye Fiat Punto EVO bygger Fiat Grande Punto fra 2005.© bilmagasinet.dk

Seat Ibiza 1,4 vs. Fiat Punto Evo 1,4

For godt 150.000 kr. kan du få en fiks 5-dørs minibil med 1,4-liters motor. Er du til Seat eller Fiat?

15. januar 2010 af Søren Juul

Seat Ibiza 1,4 Reference 5d vs. Fiat Punto Evo 1,4 Dynamic 5d

Hvad tager du? En delikat, italiensk pizza eller den stærkere, mere simple chorizo-sandwich fra Spanien? Ja, her foran gourmetpizzariaet Itzi Pitzi synes Punto Evo at have overtaget, for særligt kabinen ­fanger øjet; nu ekstra fancy med sportslige ure og sort pianolak på midterkonsollen.

Den nye 1,4-liters Fiat-motor ­imponerer med et gennemsnitsforbrug opgivet til 17,5 km/l, men effekten er kun 77 hk/115 Nm. Er det nok? På papiret er den kun marginalt ­langsommere end Ibiza, og i byen går det også godt med grøn samvittighed. Punto’en slukker/starter betænktsomt motoren ved rødt lys, men mister pusten uden for bygrænsen. Denne Fiat-motor er nemlig sløv som en fordrukken, italiensk kommunalarbejder, uanset hvor meget du straffer den med høje omdrejninger og hidsige nedgearinger. På motorvej fræser motoren af sted med over 4.000 o/min ved 130 km/t.

Det er ikke pendlerhit.

Den gennemprøvede 1,4-liters 16V-motor i Ibiza kvitterer ­derimod veloplagt med en sprød lyd, når du kører den ud i ­gearene. Den skal have omdrejninger for at bestille noget, men lapper dem villigt i sig, og den præcise gearkasse gør det bekvemt at holde den til ilden. Selv om Ibiza 1,4 kun har syv hestekræfter mere end Punto, føles og er den markant hurtigere i mellemaccelerationerne.

Skrabet basismodel fra Seat
Ibiza 1,4 Reference er skrabet. Udover bakkeholder må du selv punge ud, hvis du vil have aircon (7.874 kr.), ligesom en velspillende, integreret Seat-radio i stedet for en tarvelig Blaupunkt-enhed koster 4.998 kr. Skal radioen også have Bluetooth løber det op i 8.672 kr. Discountlooket med sorte sidespejle og dørhåndtag må du leve med; først med udstyrsniveau Style (184.427 kr.) er de indfarvede i karrossen.

Sammenlignet med Punto Evo kan Ibiza-kabinen kickstarte en depression med den omfattende brug af dyster, hård plastik. Eneste formildende omstændighed er et tykt rat og nogle friske instrumenter, så vores tip er at undgå Reference-basismodellen.

Ibiza kører godt
Trods sine begrænsede ­fartressourcer er Ibiza faktisk sjov at køre med en fast undervogn, et styretøjet, der er ikke for letgående, og som giver dig en fornemmelse i rattet af, hvad forhjulene har gang i. Punto er mere komfortabelt afstemt og bedre støjisoleret - og i denne version uden den feeling i styretøjet, som vi ved, at Fiat kan få ud af den elektriske servostyring. Testbilen hæmmes af et for letgående styretøj, og du må tænke dig til, hvad forhjulene har gang i.

Punto Evo stiller her i ­udstyrsniveau Dynamic, som hæver prisen 10.000 kr. til 162.990 kr. i forhold til basisudgaven Active. Opgraderingen giver dig Blue & Me håndfri mobiltelefoni, stereoanlæg med USB-indgang, splitbagsæde, indfarvede elsidespejle og indfarede dørhåndtag. Fair pris. Manual aircondition og sædevarme koster henholdsvis 10.000 kr. og 4.000 kr. ekstra. Syv airbags inklusive én til førerens knæ er standard.

Fiat bedste bil - Seat bedste motor
Fiat Punto Evo er på mange måde en mere til­talende bil, og har en kabine, der er klasser over den spartanske Ibiza. Med den svage 1,4-liters motor er den desværre blottet for køreglæde, og det går ikke - slet ikke i en kompakt italiener. Seat Ibiza 1,6 løser bedre rollen som vel­kørende, fornuftig minibil med enkle virkemidler. Indtil vi prøver Punto Evo med den nye, sparsommelige og stærke Multiair-motor med avanceret ventilstyring, vil vi foretrække Seat’en i den interne strid.

Konklusionen

Seat Ibiza 1,4 Reference 5d
Med klassiske virkemidler kommer Seat Ibiza bedst ud af sammenligningstesten med Fiat Punto Evo. En sparsommelig, men omdrejningsvillig motor koblet til en robust og præcis gearkasse, en fast undervogn, som ikke er for hård, og et styretøj, som ikke filtrerer informationerne fra forhjulenes bevægelser fra, inden de når dine fingre på rattet. ­Ærgerligt, at testbilen er så skrabet...

Fiat Punto Evo 1,4
Vi er glade for Punto, men det er umuligt at elske den med denne dvaske motor og slappe styretøj, som piller køreglæden ud af den smukke italiener. Det kan godt være, at det er en sparemodel, men skal du følge med trafikken i et nogenlunde anstændigt tempo, kan du godt droppe de fine forbrugstal. Vent hellere på de nye, spændende Multiair-motorer med kræfter og lavt forbrug.

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...