Biltest af Seat Cordoba Vario Stella 1,9 TDI
Biltest af Seat Cordoba Vario Stella 1,9 TDI© bilmagasinet.dk

Seat Cordoba Vario Stella 1,9 TDI

For lille til at gå med diesel

17. februar 2000 af Bilmagasinet

Af: Steen Nielsen

TEST: Seat Cordoba Vario er en frisk og praktisk bil, men dieselmotoren klæ’r den ikke.

 

I det sydlige Europa er mere end hver anden solgte bil med dieselmotor og det både i kategorierne store, mellem og små biler.

 

Herhjemme er salget af dieselbiler stadigt stigende, men her koncentrerer interessen sig primært om biler i jobklassen. Små dieselbiler er ikke populære. Det har bl.a. VW taget konsekvensen af ved ikke at have Polo Diesel på programmet.

 

Den side lader man Seat om. Her er der en dieseludgave i hele programmet. Fra 68 over 90 til 110 hk.uges test bil er Cordoba Vario med 90 hestes motoren. Til 188.000 kr.

 

Det blev en testuge på godt og ondt. Cordoba Vario er en kvik lille bil med gode pladsforhold. Men Cordoba i kombination med dieselmotor er ikke lige, hvad jeg drømmer om.

 

Støjende er den. Slet ikke behagelig at være i selskab med i længere tid. Dieselmotoren er for grov til det lille karosseri, der slet ikke formår at opsuge de vibrationer dieselmotoren udsender. Seat/VW bør hurtigst muligt få kigget på specielt motorophængene, hvis de vil have succes med diesel-Cordoba’ en på vore breddegrader.

 

En del støj kom fra instrumentpanelet. Man har anvendt to slags plastik og de forstod ikke at arbejde sammen, når dieselmotoren gik tomgang.

 

Vi ved fra den ny Fiat Punto, at man kan lave små biler med kraftige dieselmotorer, så Seat har ikke noget at undskylde sig med.Når disse grimme ting er sagt, skal det nævnes, at Vario diesel er frisk på speederen og sparsom på forbruget. 180 km/t. sprinter den og 0-100 km/t. klarer den på bare 12,6 sekunder. Gennemsnitsforbruget er over 20 kilometer på literen.

 

Cordoba Vario fås også med en 110 hestes dieselmotorer og den er både mere langbenet og hurtigere oppe i fart. Brændstofforbruget er det samme som 90’eren.

 

Designmæssigt er Cordoba Vario en smart bil, og detaljerne er gennemførte. Der er, som det hedder i brochuren, tale om tysk grundighed. Til gengæld savnes det spanske temperament i dieselversionen.

 

Benpladsen bagi kunne være bedre, men ellers er pladsforholdene gode i Cordoba Vario. Bagsæderne kan selvfølgelig lægges ned og give stor plads til bagagen eller varerne fra byggemarkedet, om man vil.

 

Sæderne er velstøttende med et lille minus til nakkestøtterne, der i hvert fald i mit tilfælde, ikke kunne komme tæt nok på hovedet.

 

Kørestillingen er god og forholdet mellem rat, sæde og pedaler er forbilledligt.

 

Også sikkerhedspakken er optimal i Cordoba Vario. Dobbelt airbag, sideairbags, ABS, ISO-fix barnestolsfastspænding og seleforstrammere er standard. Traction Control kan fås som ekstraudstyr.

 

Cordoba Vario ligger godt på vejen, men den er på grund af den tunge motor en del understyrende, så man skal have et solidt greb i rattet, hvis man føler lyst til rask kørsel på snoede veje.

 

Konklusionen efter testen af Cordoba Vario må være; at den er for lille til at gå med dieselmotor.

 

Seat Cordoba Vario Stella 1,9 TDI

OPBYGNING: 5-dørs, 5-personers stationcar med motor fortil og forhjulstræk. 5-trins manuel gearkasse.

MOTOR: 4-cyl. diesel, 1900 ccm, 90 hk ved 4.000 o/m. 210 Nm ved1900 o/m.

UNDERVOGN: For: McPherson med krængningsstabilisator. Bag: Langsgående svingarme og krængningsstabilisator.

BREMSER: Ventilerede skiver for og skiver bag. ABS.

STYRETØJ: Tandstang med servo. Vendediameter: 10,9 meter.

PRÆSTATIONER: Topfart: 160 km/t. 0-100: 12,6 sek. Forbrug: 20,4 km/l. ved blandet kørsel.

MÅL OG VÆGT: L/B/H: 416,3/164/144,3 cm. Akselafstand: 244.3 cm. Egenvægt: 1125 kg. Tilladt totalvægt: 1625 kg. Tilladt trailervægt: 1000 kg.

PRIS: 187.943 kr.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...