Biltest af Seat Cordoba 1,2 Stella
Biltest af Seat Cordoba 1,2 Stella© bilmagasinet.dk

Seat Cordoba 1,2 Stella

Tre-benet uden handicap

24. april 2003 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & A. Hansen

VW´s trecylindrede motor gør en god figur i den nye Seat Cordoba, som dog kommer i hård kamp med fætter Fabia.

INGEN HAVDE nævnt for mig, at ugens Seat Cordoba-testbil var en basis-model med den trecylindrede motor fra VW Polo, og ærligt talt blev jeg overrasket, da motorgangen afslørede tingenes rette sammenhæng. “Åh nej”, tænke jeg, “hvorfor kastede jeg mig ikke over den Mazda6 diesel, som også skulle testes?” Men min skæbne som trebenet Seat-chauffør var beseglet. Som tiden gik, blev den halte motor og jeg dog ganske gode venner. Lyden er umiskendelig nærmest bokser-agtig, mens motorens karakter næsten er diesel-agtig, takket være et godt moment.

Jeg har tidligere testet den trecylindrede VW-motor i både Skoda Fabia og VW Polo, og selvom Fabia nøjes med den beskedne, seksventilede, 54 hestes-version, er den klart den mest helstøbte af de to. Den trebenede gangkultur klæder ikke den større og mere luksuriøse Polo. I den lidt mindre prætentiøse Cordoba passer den kraftige, 12-ventilede, 64 hestes-version af den trecylindrede motor udmærket. Man kan endda more sig med den, når man har lært at køre den. Det kan til gengæld godt tage lidt tid. Motoren forleder nemlig til at køre bilen ud i gearene, fordi den gerne tager omdrejninger, men et godt moment betyder, at du gør klogere i at skifte tidligere.

I modsætning til Polo, men i lighed med Cordoba, fås Fabia også som sedan, og dermed havner Cordoba i den samme pinlige situation som resten af Seat-programmet: Den har mindre prestige end VW, men er dyrere end en Skoda, som efterhånden har en omend ikke større prestigeværdi så i hvert fald en større signalværdi end Seat. I den billige Skoda Fabia sedan til 154.000 kr. får man endda en firecylindret, 68 hestes-motor. Udstyr som fjernbetjent centrallås, varme i forsæderne og tågeforlygter kan forsvare en del af prisforskellen, men ikke den hele – desværre.

Seat Cordoba 1,2 har mange talenter, og med det nye design skiller den sig også mere ud. Men hverken den eller resten af Seat-programmet har endnu markeret sig på det danske marked, og så er det svært at forklare potentielle kunder, hvorfor de ikke skal vælge en Fabia i stedet.

Seat Cordoba 1,2 Stella

Tekniske data: R3, 1.399 cm3, 12V. Ydelse: 64 hk ved 5.400 o/min, 112 Nm ved 3.000 o/min. 0-100 km/t.: 15,7 sek. Topfart 168 km/t. EU-miks: 16,8 km/l, Årlig ejerafgift: 1.520 kr. Mål (L/B/H): 428/170/144 cm. Bagagekapacitet: 485 liter. Vægt: 1.075 kg.
Totaløkonomi: Billige, brændstoføkonomiske biler er eftertragtede på brugtmarkedet, men sedan-karrosseriet er det mindst interessante. Det koster lidt på afskrivningen. Efter tre år og 50.000 kr. har den tabt ca. 34 pct. (57.000 kr.)
Reservedelsindeks: 106
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 359,62 kr.
30.000 km: 924,75 kr.
45.000 km: 359,62 kr.
Pris: 166.990 kr.

Vi synes...En god og praktisk bil, men havner let i et ‘model-ingenmandsland’ mellem Polo og Fabia

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...