Sådan piner Seat sine biler

Kører to timer bag ved en anden bil i en støvsky i mere end 40 graders varme for at teste luftfilteret

24. oktober 2014 af Bil Magasinet

Før en ny bilmodel kommer på markedet, gennemgår den en lang række test under ekstreme forhold, for at man kan være sikker på, at alt fungerer, som det skal. I løbet af sommeren rejste et hold på omkring 50 teknikere og ingeniører fra Seat's tekniske center til et ørkenområde i det sydlige Spanien for at gennemføre en række sommertest ved temperaturer på over 40º C. I år testede de den nye Leon X-Perience til grænsen på alle slags underlag.

Hver model kører mere end 20.000 km, og hver enkelt af de udførte test har et praktisk formål for kunderne. Hvordan ved du eksempelvis, hvornår du skal udskifte motorens luftfilter? For at kunne beregne det, kører bilen i to timer bag en tæt sky af støv, som hvirvles op af en forankørende følgebil. Der udføres også andre test i denne slags terræn for at sikre, at der ikke kan trænge støv ind i bilen under selv de mest ekstreme forhold.

Bilen kører ca. 3.000 km på grusvej for at analysere grusets indvirkning på undervognen, hjulkasserne og kofangerne. Ingeniørerne foretager en evaluering af materialernes holdbarhed, så de kan holde i hele bilens levetid. I rystetesten gennemføres der test for at sikre, at de mere end 3.000 komponenter, som bilen består af, ikke laver irriterende støj for føreren og passagererne. Testen udføres på ujævne underlag og ved anvendelse af det menneskelige øre og specielt udstyr som endoskoper.

Sommertesten tjekker også stabilitetskontrolsystemerne med de nyeste softwareændringer. Disse test udføres på baner med dårligt vejgreb og verificeres på en bane med sving med forskellig runding.

Veje med is, sne eller i dårlig stand, kørsel i højder, forskellige typer brændstof, ekstrem varme eller intens kulde... hvert land har sine egne specielle krav. Derfor rejser testkørerne fra det tekniske center ud til en række lande på forskellige destinationer, hvis og når det er nødvendigt - Mexico, Nordafrika, Rusland, Kina samt over hele Europa og andre steder - for at kunne udføre alle slags test med bilen.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...